3POINT
Nyheder27. mar. 2016

Eksklusivt: Strudals angrebsvision for Brøndby

Brøndbys angrebstræner, Mark Strudal, kæmper dagligt for at få gjort Brøndbys angribere mere målfarlige. Han har en vision om at gøre Brøndby til den klub, der

3point person
3point.dk27. mar. 2016

Brøndbys angrebstræner, Mark Strudal, kæmper dagligt for at få gjort Brøndbys angribere mere målfarlige. Han har en vision om at gøre Brøndby til den klub, der udklækker Danmarks bedste angribere i fremtiden og får landets første Footbonaut. Brøndbys angrebsspil har i perioder frustreret klubben fans og dermed også skabt fornyet interesse om Mark Strudals arbejde med angriberne. I et interview med 3point.dk viser det sig, at det ret enkle emne er langt mere komplekst og faktisk indeholder en vision for Strudal og dermed Brøndby IF. Men det hele starter med noget ganske basalt for Mark Strudal og angriberne. - Der findes en udbredt myte, om at en spiller er en naturlig målscorer. Han har næse for at stå det rigtige sted og læse målmandens reaktion. I min verden er det ikke sandt. Der er ingen som er født med den gave og dermed blot vil score mål per definition. - For at blive en god angriber kræver det træning, træning og mere træning. Det skal begynde i de helt unge år, hvor man starter med det enkelte og siden bygger på år for år i en målrettet proces. Altså gennem træning at få indarbejdet rutinerne, så de til sidst bliver til automatismer. Det gælder ikke blot sparket, men også bevægelser i feltet og det som bliver kaldt 'split-vision'. - 'Split-vision' er ikke noget man er født med, men noget en angriber tilegner sig gennem træning. Det er angriberens evne til i et splitsekund at holde fokus på bolden i retning mod ham selv og i samme moment orientere sig mod målet og dermed målmandens og forsvarernes placering. Det er en evne, som skal ligge i rygraden og ske instinktivt, når en chance er ved at opstå. De spillere, som evner det, har en langt større chance for at score, end de spillere som ikke behersker det. Det er noget jeg bruger meget tid på at træne med vores angribere.

Pukkis scoringssnit er som Lewandowskis

Mark Strudal bruger meget tid på at lave en generel analyse af scoringssnit, afslutningsmetode med videre, for at samle materiale til at aflæse nogle trends, der kan gavne Brøndbys angribere. - Jeg samler løbende statistik ind fra en række klubber i Europa. Det gælder klubber som Bayern München, Barcelona, Ajax, PSV og ikke mindst Dortmund, som jeg har et tæt samarbejde med i det daglige. Desuden er materialet fra de sidste mange slutrunder også en del af de samlede tal. PSV er blev i øvrigt mere interessant nu, da de har ansat Ruud van Nistelrooy som angrebstræner. Men statistikken bygger altså på i alt 12 års data og derfor er der ikke tale om et øjebliksbillede - Alle de indsamlede tal, viser et overordnet billede af, hvorledes mål bliver scoret og hvordan de enkelte målscorere afslutter. De tal sammenligner jeg med Brøndbys. Man kan sige, at de omtalte klubber har meget bedre spillere end vi har i Brøndby. Men de møder også bedre klubber og derfor er de sammenlignelige med de tal vi indsamler for Brøndbys angribere. - Den enkelte måde at gøre regnskabet op for en angriber på, er at udregne hvor mange afslutninger spilleren skal bruge per mål. En spiller som Teemu Pukki skal bruge 5,9 afslutninger for at score et mål og havde i efteråret 44 % af sine skud inden for rammen. Det er nogenlunde det samme som Robert Lewandowski i Bayern München. Derfor er fase 3 så vigtig, da det er der opspillet til chancerne bliver skabt. Et tophold i Superligaen scorer et mål for hver 6. afslutning. En klub vil være i den øverste del af rækken, hvis der bliver scoret et mål per 6-10 afslutninger. Bundhold skal typisk bruge 15-20 afslutninger for at score et mål. - Brøndbys trænerteam har lavet et hemmeligt målregnskab for positionerne på Brøndbys hold. Jeg vil ikke oplyse tallene, men alle positioner på holdet har et måltal, som vi forsøger at få opfyldt, uanset hvem der spiller på pladsen. Og nej, målmanden skal ikke score et bestemt antal mål.

Jon Dahls inderside er fortsat hot

Landsholdets assistenttræner Jon Dahl Tomassons inderside er fortsat legendarisk i dansk fodbold. Men faktisk er der en statistisk årsag til han scorede så ofte med den. Mark Strudal har også her samlet tal sammen, som han bruger i sit daglige arbejde i Brøndby. - Det viser sig, at 64 % af samtlige mål bliver scoret med indersiden/rundskæv. I Brøndby har vi scoret 48 % af vores mål på den måde. Derfor er afslutninger med indersiden/rundskæven et område vi prioriterer under træningen. Vi kan øge vores antal af scoringer ved at gøre vores spillere mere træfsikre med den afslutningsmetode. Desuden er der et stort uforløst potentiale i scoringer med hovedet, hvilket vi også arbejder på. - Brøndby har scoret 89 % af vores mål inden for feltet, hvilket svarer nogenlunde til snittet som er 86 %. Derfor er afslutninger i feltet også et fokusområde. Jeg arbejder ud fra en pyramidemodel, hvor feltet er delt op i tre områder. Pyramiden har spidsen i midten af målet og siderne går ud til hver af straffesparksfeltets hjørner. Området som viser pyramiden i midten for målet er område 2, mens de to på ydersiderne er område 1. - I område 1 træner vi ofte med at sparke med vristen hårdt og fladt mod det lange hjørne. Dels er chancen for at score der størst og desuden kommer der ofte riposter fra målmanden, som har svært ved at fastholde bolden. Desuden træner vi som variant meget i at tage et hurtigt træk ind i banen og afslutte højt i det lange hjørne. Det skal også være en rutinemæssig mulighed for angriberne, hvilket lykkedes for Greko mod FC Midtjylland og Schwartz mod FC Nordsjælland. I område 2 bliver langt de fleste mål scoret og oftest med indersiden/rundskæven. Derfor bliver der igen og igen trænet den type afslutninger fra det område.

Brøndby skal udnytte DBUs manglende fokus

Mark Strudal var som spiller en der delte vandene. Men som træner er det en helt anderledes analytisk tilgang, der præger hans hverdag i Brøndby. Men det er også en mand med en vision, som Brøndby kan få glæde af fremover, hvis klubbens bestyrelse er villig til at foretage de nødvendige investeringer i at opfylde den. - Jeg har lige været på studietur i Schweiz, hvor deres fodboldforbund gennem de seneste 10 år har haft deciderede angrebstrænere tilknyttet alle deres ungdomshold. Samme koncept er bredt ud til topklubberne i Schweiz og har været en medvirkende årsag til, at Danmark er blev distanceret i forhold til Schweiz på ranglisterne. - I Danmark har DBU ikke valgt samme vej, hvilket efter min opfattelse er en fejl. Det er tydeligt på landsholdene, at vi mangler flere dygtige angribere, mens vi for eksempel har masser af dygtige midterforsvarere og defensive midtbanespillere. Men der har ikke været en plan for at skabe dygtigere angribere, hvilket landsholdet har lidt under de seneste år. - I stedet har kritikken gået på, at klubberne har købt halvdårlige udenlandske angribere i stedet for at bruge de danske. Men sagen er ganske enkelt, at de halvdårlige udenlandske angribere er bedre end de danske og derfor bruger klubberne dem. - Klubberne har selvfølgelig også et ansvar for de manglende kvalitetsangribere. Og det vil jeg gerne have, at Brøndby gør op med nu. Vi skal skabe de bedste rammer i Danmark for angribere og det er nødvendigt, da unge mennesker har masser af tilbud. Der skal noget ekstraordinært til for at tiltrække de bedste og gøre dem endnu bedre. Og ved at gå i gang nu med et målrettet projekt, kan vi udnytte det hul, som der er på det område. - Jeg vil gerne have, at man helt nede fra U-7 ansætter trænere, der påbegynder de grundlæggende øvelser og der siden bliver lagt på efter en fælles klub strategi. Således mener jeg, at Brøndby bør ansætte tre angrebstrænere som deler alle U-hold og dermed skabe rammerne for at skabe dygtige angribere, som klubben kan få gavn af på sigt. Det er selvfølgelig et langsigtet projekt, men jeg tror på det vil gavne klubben, da ingen efter min mening er født målscorer. - Desuden vil der på sigt også være økonomi i det for klubben, da angribere typisk sælges til markant højere priser end andre spillere. Men i opstarten vil det naturligvis koste penge for klubben. Teknologi kan også hjælpe os på vej. Det er ikke tilfældigt at eksempelvis Dortmund udklækker mange dygtige angribere. Det er efter en målrettet satsning, hvor de blandt andet har investeret i en såkaldt Footbonaut. Den er virkelig effektiv til at gøre angribere skarpere og kunne være med til at skabe rammerne om Danmarks bedste angrebsskole i Brøndby. Se den vist her:

Og se mere her. Problemer med at skabe dygtige angribere er nu ikke kun et dansk problem. Ligger man på Champions League i sæsonen 2014-15, så kommer 8 af de 12 på topscorerlisten fra Sydamerika. Afslutningsvis afslører Mark Strudal, at den præsentation som han hermed har givet 3point.dks læsere et mindre indblik i, hidtil kun har været forelagt Brøndbys sportslige ledelse. Om Strudals vision bliver en realitet afhænger formentlig af Brøndbys kommende økonomiske og strategiske plan, som i den nærmeste fremtid vil blive fremlagt for klubbens aktionærer. Under alle omstændigheder kan det konstateres, at Brøndbys manglende evne til at score på hjemmebane ikke skyldes Marks Strudals manglende indsigt og engagement. Tværtimod.

Mest kommenterede nyheder