Efter derbydag

Brøndby tabte søndag aften derbyet til FC København. Det gør ondt og slaget er tabt, men ikke krigen, skriver Juri Ahrskov Rao. FOTO: Lasse Lagoni Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Jeg sidder tom indeni. Fuglene er forlængst holdt op med at synge og vejrudsigten for i morgen er overskyet med skyer på. Jeg kunne gøre noget, jeg ved bare ikke hvad. Jeg kunne løbe en tur, men jeg kan ikke løbe langt nok til, at det vil hjælpe. Jeg kunne se gamle klip på Youtube, de smager mig bare ikke rigtig lige nu. Jeg gider ikke fodbold. Jeg kigger ud af vinduet, for de må da komme snart. Dem med krisehjælpen, - dem med forbindingskassen, som skal putte plaster på det blødende sår i mit Brøndby-hjerte. Jeg er udbrændt og færdig. Jeg har stadig min Brøndby-trøje på, den er begyndt at lugte lidt af eftermiddagens og angstens sved, men jeg nægter at tage den af. For i dette øjeblik beslutter jeg mig for, at denne dag skal slutte som jeg startede den, som et udtryk for alle mine håb, alle mine drømme. For selvom det ikke føles sådan nu, så vil søvnen bekræfte mig i, at nok har vi tabt et slag, men vi vil altid vinde krigen. Jeg er nede nu og morgendagens hånende skyer trækker sig sammen over mig, men fordi jeg er så stille, så kan jeg også fornemme den, - pulsen indeni, og fra et sted indeni, som jeg ikke kender oprindelsen af, vil der i løbet af natten opbygges en hvisken, som vil ende i et råb - “Stoltheden er kolossal”. Mandag er jeg klar igen - farvel Derby-dag og på gensyn, næste gang bliver du ikke min sorg, men min kærlighed.