3POINT
Nyheder15. feb. 2019

#EfBBIF fra modstanderens perspektiv: Håber Zorniger holder Tibbling på bænken

Det er blevet tid til en kampoptakt fra modstanderens perspektiv. Stefan Pedersen leverer inden kampen mellem Esbjerg fB og Brøndby IF på søndag. FOTO: Lasse La

3point person
3point.dk15. feb. 2019

Det er blevet tid til en kampoptakt fra modstanderens perspektiv. Stefan Pedersen leverer inden kampen mellem Esbjerg fB og Brøndby IF på søndag. FOTO: Lasse Lagoni I dette forår har vi bragt et nyt koncept på banen på 3point.dk og det hedder 'fra modstanderens perspektiv'. Det debuterede i sidste uge med en FC Nordsjælland-fan og nu er det blevet tid til at vi skal læse om søndagens kamp mellem Esbjerg fB og Brøndby IF fra et vestjysk perspektiv. Vi har haft fat i Stefan Pedersen, der er Esbjerg-fan og han har svaret på de fem faste spørgsmål. Du kan følge Stefan på Twitter her. Så lige her kan du læse Stefans tanker om #EfBBIF og om Esbjergs situation:

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?

- Vi ligner et hold, der er gået i stå. De sidste syv kampe i ligaen har kun givet én sejr, træningskampene i vinteropstarten var alt andet end imponerende, og der er for mange spillere, der p.t. ikke rammer topniveauet. - Derudover må transfervinduet siges at være en skuffelse. Jo, vi solgte ikke profiler, men mange havde forventet, at der ville komme forstærkninger ind, når nu top 6 var og fortsat er en mulighed - en gylden en af slagsen. - De manglende indkøb kan især undres, når man ser på den ekstremt smalle trup, EfB har. Så længe alle er klar er holdet nogenlunde, men EfB har absolut ingen kvalitet, når vi når 14.-15.-manden, og derfor kun meget lidt konkurrence om pladserne. Det ses især på målmandsposten, hvor Jeppe Højbjerg, der har lavet utallige fejl i de seneste kampe, er stensikker starter, fordi ingen af reservemålmændene holder noget der minder om Superliga-niveau. - Skal jeg forsøge at være optimistisk, selvom det p.t. er svært, så har vi et godt slutprogram, efter Brøndby har vi kun kampe mod hold, der p.t. er uden for top 6, og der er spillere, der på dagen virkelig kan ændre en kamp - ikke mindst de lejede kanter, Carlo Holse og Adnane Tighadouini. Men, for at runde af, så ligner EfB ikke et hold, der får ret mange point i foråret, og jeg tror personligt, at vi skal passe på ikke at ende i nedrykningsfare.

Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?

- Vigtigheden af kampen mod Brøndby kan nærmest ikke beskrives med ord. Med en sejr vil EfB formentligt ligge nummer tre med fire runder igen, det vil skabe et kæmpe boost til hele holdet, byen og klubben, og i bedste fald er top 6 kun tre-fire point væk. - Et nederlag vil betyde, at Brøndby ikke længere kan hentes, mens vi med stor sandsynlighed ryger ud af top 6 efter runden. Det vil skabe en begyndende krisestemning i en ellers god sæson ind til nu, og jeg tror ikke på, at bøtten kan vendes foreløbig i sådan et tilfælde. Uafgjort vil absolut være til at lave med for EfB, holdet vil komme på tavlen, og der er snor i Brøndby.

Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby passe på?

- Desværre er der ikke rigtigt nogen, der p.t. rammer topformen. Men hold øje med vores højre back, Daniel Anyembe, som i øvrigt bare kaldes Bolt. Han fik efteråret delvist ødelagt af skader, men han er en lynhurtig, udfordringsstærk back, der vil kunne gøre rigtig ondt på jeres, efter min mening, af og til svage venstre back. - Derudover skal Austin også fremhæves. Han er vores indpisker og klart bedste spiller, og rammer han dette rette spændingsniveau, så vil han virkelig kunne gøre en forskel og gøre ondt på jeres offensive spillere.

Hvordan tror du I vil gribe kampen an og hvem frygter du mest fra Brøndby?

- John Lammers, vores træner, virker ikke til at have så mange andre planer end det defensive udgangspunkt, så jeg forventer helt klart, at vi kommer til at stå dybt, og at det så kommer til at gå ud på at sætte især vores højre side, Holse og Bolt, op i kontrastød. - Fra Brøndby frygter jeg især Mikael Uhre, som kan komme til at gøre ondt på vores LANGSOMME midterforsvar Halsti/Austin. Desuden håber jeg, at Alexander Zorniger fortsat holder Simon Tibbling på bænken, for han er set fra min stol jeres bedste spiller.

Hvad er dit bud på resultatet og hvad tror du bliver udslagsgivende?

- Jeg hader at sige det, for min chef er Brøndby-fan, så det bliver ikke sjovt at møde ind mandag, men I vinder (1-2). Vores chance er at i spiller med en diamant på midten, hvilket kan give god plads til vores kanter, hvor det skal komme fra, hvis vi skal lave mål. Men jeg frygter, at jeres bedre bænk og den jeres hurtige spillestil over 90 minutter vil blive mere end vores hold kan stå imod. - Herfra skal der uanset hvad lyde et ønske om en god kamp, god tur til Esbjerg, til jer der skal det, og så håber jeg, at vi begge ses igen i mesterskabsslutspillet. Der er kampstart på Blue Water Arena i Esbjerg på søndag klokken 18.00.

Mest kommenterede nyheder