#EfBBIF fra modstanderens perspektiv: Fyring har givet flere spørgsmål end svar
Brøndby skal søndag en tur til Esbjerg, som for nylig har fyret John Lammers. Det har efterladt klubben med flere spørgsmål end svar, mener Jonas Thomsen, der i

Brøndby skal søndag en tur til Esbjerg, som for nylig har fyret John Lammers. Det har efterladt klubben med flere spørgsmål end svar, mener Jonas Thomsen, der i denne uge leverer optakt set fra modstanderens perspektiv. FOTO: Teis Markfoged Brøndby IF skal denne søndag en tur til vestkysten, hvor sidste sæsons onde ånd fra Esbjerg fB venter. Som en del af optakten til kampen, har 3point.dk talt med Esbjerg-fan Jonas Thomsen. (Følg Jonas på Twitter her: @JonazThomsen) Her giver han sit besyv på kampen og Esbjergs tilstand.
Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?
- Døren er blevet sparket ind, vi er nedrykningsfavoritter pt. Fyringen af John Lammers først på ugen har givet flere spørgsmål end svar. Han var en meget sympatisk mand, som virkelig var en taktisk dygtig manager. Men vinden blæser nye veje nu og jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal forvente af Claus Nørgaard. Der er selvfølgelig kampen mod AaB, hvor Lammers havde karantæne, men det giver ikke meget håb. - Men fornemmelsen omkring fremtiden ser jeg faktisk stadig som lys. Når spillere som Jacob Lungi, Daniel Anyembe og Mathias Kristensen får den nødvendige selvtillid og træder skridtet op, er vi virkelig et godt spillende fodboldhold. Jeg har ud fra de sidste år oplevede hårde ting som fan, men føler dog kernen og truppen er sundere end i 16/17 sæsonen, hvor vi rykkede ned.
Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?
- Med 6 point op til Hobro på den livsgivende 10. plads, er vi utrolig presset. Holdet mangler akut selvtillid, og et nederlag vil være svært at sluge. - Alle de andre konkurrenter møder hinanden på kryds og tværs, og får derved hentet point på tavlen. Vi skal minimum have 1 point og så arbejde videre på det fundament.
Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby passe på?
- Jeg har virkelig svært ved at finde en spiller, der skiller sig positivt ud. Sæsonen indtil nu har været ringe. - Dog håber jeg, at Patrick Egelund får en startplads. Han er hurtig og alsidig i sine bevægelser. Ellers vil jeg advare jer mod Yuri Yakovenko. På sine bedste dage vil han spise Maxsø og Rosted råt, dog kunne jeg godt ane et rødt kort ligge og vente på Yuri.
Hvordan tror du I vil gribe kampen an og hvem frygter du mest fra Brøndby?
- Forskellen på kampene sidste år og i år er markant. Først fremmest har I fået en meget mere taktisk fleksibel manager end både Zorniger og Retov. Dernæst kommer vi slet ikke til at spille med den frihed, det kommer til at kræve for at score nogle mål. - Vi vil helt sikkert bruge de første tyve minutter på at lukke af og få sat skik på forsvaret. Dernæst tror jeg at vi vil forsøge at få noget spil på jeres halvdel, men vi vil nok stå meget dybt det meste af kampen. - Men jeg håber dog, at vi virkelig viser en gejst. Der er brug for en trodsreaktion og en stærk holdpræstation med et clean sheet. - Jeg kunne godt forestille mig at Kamil Wilczek får scoret for første gang mod Esbjerg. Ellers glæder jeg mig til at se hvordan vi håndterer jeres midtbane, Kaiser er virkelig en klassespiller. Derudover håber jeg ikke der kommer styr på jeres defensiv, det er nogle særdeles kompetente spillere på de tre af fire på pladserne.
Hvad er dit bud på resultatet og hvad tror du bliver udslagsgivende?
- Vi spiller 1-1. Jeg tror at vores held vender, vi står en flot kamp defensivt, og får spillet jer tynde i en enkelt omstilling. Dog tror jeg der kan komme markant boldbesiddelse til jer, så det bliver spændende at se, om I kan udnytte det. Kampen mellem Esbjerg fB og Brøndby IF fløjtes i gang søndag eftermiddag klokken 16.00 på Blue Water Arena.