Ebbe Sand: Tørnes skal presse Schwäbe
Michael Tørnes er blevet hentet ind på en et-årig kontrakt og skal udfylde Benjamin Bellots rolle som reservekeeper og presse Marvin Schwäbe, lyder det fra spor

Michael Tørnes er blevet hentet ind på en et-årig kontrakt og skal udfylde Benjamin Bellots rolle som reservekeeper og presse Marvin Schwäbe, lyder det fra sportsdirektør Ebbe Sand. Brøndby IF har denne sommer sagt farvel til de to målmænd Benjamin Bellot og Casper Hauervig. Nu er teamet til den kommende sæson på plads og foruden Marvin Schwäbe og Mads Hermansen, kommer det til at bestå af en gammel kending. De blågule har hentet Michael Tørnes tilbage til klubben på en et-årig kontrakt, skriver klubben på sin hjemmeside. Han bliver reservemålmand og skal presse Schwäbe, lyder det fra Ebbe Sand. - Marvin er en ung målmand, der stadig udvikler sig og i sin første sæson for os, som netop er overstået, startede han stærkt, men faldt så i niveau sammen med resten af holdet. Marvin viste dog stor karakter og spillede sig op – og specielt i Mesterskabsspillet har han vist den klasse, han har og det store potentiale, han besidder. Derfor er der ingen tvivl om, at Marvin er vores førstevalg i målet i den kommende sæson. Men vi har som bekendt sagt farvel til vores reservemålmand Benjamin Bellot, og det er den rolle, som Tørnes kommer til at udfylde, siger Sand til brondby.com. - Til træning skal Tørnes presse Marvin yderligere og være med til at styrke vores målmandsteam, som også unge Mads Hermansen er en del af. Michael Tørnes kender klubben og ved, hvad det kræver af indstilling til træning og eventuelle kampe, så vi ser frem til en samlet og stærk målmandsgruppe. Michael Tørnes er 33 år gammel og nåede i sin seneste periode som Brøndby-spiller 36 kampe for klubben.