Ebbe Sand: Corlu har udviklet sig meget som spiller og person
Rezan Corlu har udviklet sig meget både som spiller og som person, siden han forlod Brøndby IF for to år siden, lyder det fra Brøndby-sportsdirektør Ebbe Sand.

Rezan Corlu har udviklet sig meget både som spiller og som person, siden han forlod Brøndby IF for to år siden, lyder det fra Brøndby-sportsdirektør Ebbe Sand. FOTO: Joh-Foto Brøndby IF har valgt at købe Rezan Corlu tilbage fra AS Roma og på Vestegnen er offensivspilleren blevet udstyret med en tre-årig aftale. Det første år skal Corlu dog tilbringe i Lyngby BK, hvor han for anden sæson i træk skal tørne ud på leje. Brøndby har fulgt Rezan Corlu, som har udviklet sig godt, lyder det fra sportsdirektør Ebbe Sand. - Vi har fulgt Rezan under opholdet i Lyngby, hvor vi har kunne se en helt anden spiller end den Rezan Corlu, der forlod os for to år siden. Og det er en spiller, der passer ind i vores strategi med sulte, unge Brøndby-talenter, der gerne vil spille offensiv presfodbold og ikke er bange for at arbejde hårdt for at nå sine mål, siger Sand til brondby.com. - Han har udviklet sig meget som både spiller og person, og i Lyngby har han leveret mange gode præstationer. Han var en del af Lyngbys oprykning til Superligaen. Lyngby har været meget interesseret i at have Rezan med i første sæson efter deres tilbagevenden til Superligaen, og samtidig giver det Rezan masser af spilletid og mulighed for at udvikle sig endnu mere på det højeste niveau i Danmark. Ifølge Lyngbys hjemmeside har De Kongeblå sikret sig en frikøbsklausul i lejeaftalen med Rezan Corlu.