Durmisi: Skal holde snuden i sporet
Brøndbys landsholdsback Riza Durmisi er ikke helt tilfreds med det uafgjorte resultat mod de danske mestre fra FC Midtjylland. Han er tilfreds med Brøndbys defe

Brøndbys landsholdsback Riza Durmisi er ikke helt tilfreds med det uafgjorte resultat mod de danske mestre fra FC Midtjylland. Han er tilfreds med Brøndbys defensive præstation, men savner skarphed i offensiven. FOTO: Robert Hendel Riza Durmisi har haft en begivenhedsrig sidste uge, som startede med at være Danmarks bedste spiller i de to landskampe mod Albanien og Armenien, og i dag sluttede med en solid indsats i 0-0-kampen mod FC Midtjylland. - Det har været en lille rejse for mig. Det har været uforglemmeligt, og mit største sportslige højdepunkt indtil videre. At repræsentere sit land, det er det ultimative, og at spille de to kampe, har givet en masse selvtillid, som jeg også tager med her. Men man skal huske på, at man skal holde snuden i sporet, for der er ingenting der bliver foræret til en i denne verden. Jeg skal blive ved med at kæmpe for tingene. I kampen mod FC Midtjylland viste Riza Durmisi igen prøver på sine store offensive evner. Netop offensiven mener Durmisi, Brøndby skal arbejde hårdt på. - Vi skal arbejde på den sidste tredjedel. Vi får lagt et stort tryk, men vi bliver aldrig rigtig farlige, vi kommer ikke til nogen 100%-chancer. Det skal vi arbejde med. Men hvis vi fortsætter med det her niveau, så varer det ikke længe før sådan en kamp tipper over til vores fordel. Anderledes positiv var Durmisi over den defensive præstation i kampen: -Vi er inde i en god periode. Holder man nullet, får man mindst et point, og det er fjerde gang i træk nu. Holder vi fast i det, så kommer vi snart op på det niveau, vi var på i foråret, og så ser det rigtig godt ud. Riza Durmisi fik i løbet af kampen skrabet en advarsel til sig, hvilket betyder at han har karantæne, når Brøndby næste søndag drager til Aalborg.