Dumic om stilhed på Brøndby Stadion: Det var forfærdeligt
En samlet fanscene sagde i denne weekend "Nej tak" til awaykort og det betød en 15 minutters stemningsboykot i næsten alle kampe - også på Brøndby Stadion. Brøn

En samlet fanscene sagde i denne weekend "Nej tak" til awaykort og det betød en 15 minutters stemningsboykot i næsten alle kampe - også på Brøndby Stadion. Brøndby-forsvarer, Dario Dumic, synes det var forfærdeligt. Debatten raser i øjeblikket om det famøse awaykort, som indføres i Alka Superliga fra og med næste sæson. En samlet dansk fanscene siger i fællesskab "Nej tak" til awaykortet og truer med boykot af udekampe, hvor et sådant kort er påkrævet. Indførelsen af kortet har ført til, at 10 Superliga-klubber og en del 1. divisionsklubber lavede en fælles protest, som betød 15 minutters stemningsboykot - altså total stilhed - i weekendens kampe. Det var også tilfældet på Brøndby Stadion, hvor Sydsiden ellers plejer at synge og hoppe fra første til sidste minut. Brøndbys midtstopper, Dario Dumic, synes stilheden på stadion var forfærdelig. - Det var forfærdeligt. Normalt vil vi rigtigt gerne, specielt på hjemmebane, lægge et tryk de første 10-15 minutter og virkelig presse på. Der har fansene en kæmpe stor rolle. Det bliver sådan en slags dobbelt effekt når vi presser på, og de er med til at piske en stemning op. På banen holdt Dario Dumic og makkeren Daniel Agger clean sheet og gav stort set ingen chancer væk. Dumic føler da også, at han og Agger er ved at finde sammen i et godt makkerskab. - Jeg synes vi supplerer hinanden rigtig godt. Han er selvfølgelig styrmanden dernede, og jeg prøver bare at suge så meget til mig og lære så meget jeg kan af ham. Jeg nyder det. Hele holdet skal have stor ros for clean sheetsene, for det starter jo helt oppe fra angrebet, siger han til 3point.dk. 23-årige Dario Dumic kan i næste sæson spille sin kamp nummer 100 for Brøndby. I skrivende stund har den unge midtstopper spillet 87.