Drømmemål sikrede Brøndby revanche mod Viborg
Viborg var holdet der gav Alexander Zorniger sit første Superliga-nederlag som Brøndbytræner. Søndag eftermiddag var Brøndby på besøg i Viborg hvor nederlaget s

Viborg var holdet der gav Alexander Zorniger sit første Superliga-nederlag som Brøndbytræner. Søndag eftermiddag var Brøndby på besøg i Viborg hvor nederlaget skulle revancheres, og det blev det, da de blå-gule kunne rejse hjem med en 2-1-sejr. Det var tydeligt på Brøndby, at de gerne ville have vasket nederlaget mod Viborg væk så hurtigt som muligt. De blåklædte startede som lyn og torden, og allerede efter 2 minutter havde Kamil Wilczek sendt Andrew Hjulsager i dybden, men hans afslutning sad direkte på Peter Friis i Viborg-målet. Minuttet senere var Brøndby tæt på at komme foran, da Johan Larsson servede en frisparksbold ind i feltet, hvor Hjörtur Hermannson steg til vejrs og pandede bolden på undersiden af overliggeren. Det var ikke mange centimeter der skilte Brøndby fra en tidlig føring. Den tidlige føring kom dog efter 7 minutter, da Teemu Pukki blev sendt i dybden. Den finske topscorer blev tacklet, men kun lige nok til at bolden trillede ud for fødderne af Kamil Wilczek, som med største selvfølgelighed sparkede bolden i kassen. Målet blev lidt af en sovepude for Brøndby. Topholdet var stadig i fuld kontrol og erobrede stort set alle andenbolde, men der kom ikke chancer ud af det massive spilovertag. Viborg i den anden ende kom tættest på med et fladt langskud, der strøg et par meter forbi mål. Anden halvleg startede også som lyn og torden, men til gengæld med det modsatte fortegn. Blot halvandet minut var der spillet, da Jonas Kamper fandt Christian Sivebæk på kanten af offside, men uden at være det. Sivebæk havde frit løb som Rønnow, og lobbede elegant udligningen i kassen. 1-1, og så var kampen helt åben igen. Kampen blev herefter meget mere lige. Brøndby forsøgte at etablere et pres, men Viborg spillede sig kløgtigt ud af det, stod lavt og satsede på kontrastød fra Jonas Kamper og dødbolde. Det lå i luften, at det skulle komme ud af ingenting, hvis Brøndby skulle tilbage i front, og det var præcis hvad der skete. Svenn Crone bragte bolden frem, og lagde den bagud til Andrew Hjulsager. Hjulsager tog et træk ind i banen og kanonerede bolden over i det modsatte målhjørne. Et fantastisk mål af den unge midtbaneprofil, som scorede sit første mål siden August. 10 minutter før tid fik Viborg egentlig udlignet, da Aelksandr Stankov blev spillet fri fra et frispark og sparkede bolden i mål, men Stankov blev fløjtet for offside, og Brøndby slap med skrækken. I overtiden øsede Viborg indlæg ind i feltet, men Benedikt Röcker havde helt styr på alt, der kom, og Brøndby kunne køre sejren i hus. Med sejren konsoliderer Brøndby sig på Superligaens andenplads med tre point ned til tredjepladsen, og tre point op til FCK på førstepladsen, som dog har spillet en kamp færre.