3POINT
Nyheder25. sep. 2019

Dramatisk pokalafslutning: To mål på to minutter i forlængelsen sendte Brøndby videre

Skive IK var tæt på at levere en af årets store pokaloverraskelser onsdag aften, da de mødte Brøndby IF i Sydbank Pokalen. Efter 1-1 i den ordinære kamp kom Ski

3point person
3point.dk25. sep. 2019

Skive IK var tæt på at levere en af årets store pokaloverraskelser onsdag aften, da de mødte Brøndby IF i Sydbank Pokalen. Efter 1-1 i den ordinære kamp kom Skive foran, inden Brøndby på to minutter fik vendt den til 3-2 og videre avancement. Efter en ringe indsats i søndags i Esbjerg var der skiftet godt og grundigt ud i Brøndbys startopstilling. Seks mand var nye i forhold til Esbjerg-kampen, og planen var klar: Der skulle leveres energi! En af Brøndbys bedste i en hektisk indledning var da også en af de nye. Jens Martin Gammelby havde fået chancen fra start, og den udskældte højre back skabte Brøndbys to første chancer med energi og vilje fra sit offensive udgangspunkt. De to indlæg, som ramte henholdvis Samuel Mráz og Hany Mukhtar, blev dog begge brændt. I stedet blev Brøndby farlige efter 17 minutter, da en anden ny mand i startelleveren, Samuel Mráz, fik en god stikning fra en anden af de nye, Morten Frendrup. Mráz tog et klogt træk forbi sin direkte modstander og var pludselig alene med keeper Bobjerg, som dog havde læst den flade afslutning og vippede den forbi mål. Ellers var det sløjt med chancer til Brøndby, der dog kunne glæde sig over, at Skive heller ikke kom frem til noget som helst. Hjemmeholdets farligste chance før pausen var et kikset langskud, som sejlede mange meter over og forbi målet. Brøndby forsøgte at skabe chancer over kanterne, og her var Kevin Mensah et farligt våben. Med sin fart fik han sat nogle farlige situationer op, men som med alle sine holdkammerater, så manglede der slutprodukt på tingene. Derfor gik holdene til pause uden mål. Kort efter pausen blev Brøndby farlige, da Josip Radosevic tog bolden til sig og hamrede til den langt ude fra. Bolden strøg tæt over mål, men Marcus Bobjerg havde styr på den i målet. Fem minutter senere gav det endelig pote for Brøndby. Morten Frendrup lagde en ballonbold ind i feltet, som Marcus Bobjerg løb ud mod, men han hoppede ikke op, og så kunne Samuel Mráz i stedet stige til vejrs og heade bolden over den fremadstormende keeper og ind i målet. Godt og vel fem minutter senere hældte Skive et indkast ind i feltet, hvor ingen fik clearet, og Hjörtur Hermannsson derfor var tæt på at skovle bolden i eget net. Josip Radosevic kom dog i vejen og sparkede væk inden det for alvor blev farligt. Efterfølgende blev chancerne færre og færre, og Brøndbys kontrol blev mere og mere udpræget. Ti minutter før tid rev Josip Radosevic sig fri og hamrede på mål, men denne gang var Marcus Bobjerg vågen. Og den redning blev meget værd. For minuttet senere slog Mikkel Jespersen til i den anden ende. Grønning lagde et fladt indlæg ind til Mikkel Jespersen, som tog et træk udenom Hjörtur Hermannsson, der stod og så meget passivt til, da Jespersen lagde bolden fladt i nettet. 1-1 var ufortjent, men divisionsmandskabet slog til, første gang Brøndby-defensiven svigtede. I overtiden fik Brøndby en gylden mulighed for at sikre en sen sejr, da Jesper Lindstrøm trak fri og lavede et godt indlæg til bagerste stolpe, hvor Kevin Mensah var helt alene, men Mensah var også like akkurat for kort til at få prikket bolden ind. Derfor endte den ordinære spilletid 1-1, og vi skulle have gang i yderligere to gange 15 minutter. Den forlængede spilletid bød på samme mønster som den ordinære kamp. Brøndby var spilstyrende, men kom frem til virkelig, virkelig lidt. Bedst eksemplificeret ved Jesper "Jobbe" Lindstrøm, der to gange fik gode muligheder for et gennembrud, men begge gange driblede bolden over baglinjen. Og så gik det, som det jo ofte går. Skive slog kontra, og højre back Emil Søgaard fik en halv bane at løbe fri på. Stikningen faldt perfekt, og Søgaards afslutning strøg i nettet ved nærmeste stolpe bag Marvin Schwäbe. Så var Brøndby på katastrofekurs, men den varede blot to minutter. Jesper Lindstrøm fik sat sin direkte modstander på fart og lagde et indlæg til Hany Mukhtar, som vippede den videre til Maxsø, der flugtede bolden op i nettaget. Bare minuttet senere slog Brøndby igen til. Simon Hedlund satte sin direkte modstander og strøg mod mål. Hedlund lagde et fladt indlæg, som røg gennem hele feltet til Lasse Vigen, som bagerst havde tid og plads til at tæmme bolden inden han satte den i nettet. De sidste fem minutter forsøgte Skive at slå igen, og i 121. minut blev bolden smadret i nettet bag Marvin Schwäbe. Magnus Jensen var dog offside i situationen, og Brøndby slap med skrækken. Dermed er Brøndby IF videre til næste runde i Sydbank Pokalen.

Mest kommenterede nyheder