Dommeren holder fast: Korrekt at annullere målet
Bold.dk har fået en skriftlig kommentar fra søndagens dommer, Morten Krogh, omkring det mål, som han annullerede. En beslutning dommeren holder fast i.

Et fyldt Brøndby Stadion troede søndag deres hold havde udlignet, da Luis Binks i anden halvleg stangede et hjørnespark i mål.
Men med øjeblikkelig konsekvens lød fløjten fra kampens dommer, Morten Krogh, der annullerede målet for en forseelse begået tæt under mål af Bartosz Slisz på FCMs keeper.
I den forbindelse har bold.dk rakt ud til Morten Krogh, der har svaret mediet med en skriftlig kommentar omkring episoden:
- Jeg skønner, at det er en taktisk forseelse med væsentlig indvirkning på keeperen, som jeg også får bekræftet på TV-optagelserne efter kampen.
Brøndby tabte kampen med 1-2 til FC Midtjylland, hvor reduceringen først kom dybt inde i overtiden på straffespark sat ind af Nicolai Vallys.