Dobbelt målscorer Vigen: Nogle ting vil jeg gerne gøre bedre
Lasse Vigen scorede to mål i Brøndbys 5-1-sejr i DBU Pokalen over Ledøje-Smørum. For ham var sejren dog det vigtigste i en kamp, hvor han efterlyser højere nive

Lasse Vigen scorede to mål i Brøndbys 5-1-sejr i DBU Pokalen over Ledøje-Smørum. For ham var sejren dog det vigtigste i en kamp, hvor han efterlyser højere niveau end det, Brøndby leverede før pausen. Da pressen skulle møde spillerne efter pokalopgøret mellem LSF og Brøndby IF, blev to-måls-skytten Lasse Vigen selvfølgelig omdrejningspunkt. Et tillykke med de to mål ville midtbanespilleren dog ikke høre: - Tillykke med sejren, hedder det vist. I første omgang hedder det tillykke med sejren. - Selvfølgelig er det altid dejligt, men det er ikke det eneste der udgør en god præstation, og der var også nogle andre ting i dag, som jeg godt ville have ønsket havde været bedre fra min side. Men det er altid godt at score mål for sit hold. Det plejer at hjælpe med at vinde kampe, siger Vigen til 3point.dk. Vigen indrømmer, at niveauet i første halvleg ikke var noget at prale af, men der blev ikke snakket med store bogstaver i omklædningsrummet i pausen. - Vi snakkede om nogle få taktiske ting. Jeg tror egentlig godt, vi alle vidste, at vi ikke havde ramt et særlig højt niveau i første halvleg. Det blev lidt for meget på deres præmisser, og vi skulle oppe det lidt. En af måderne, Brøndby kunne have åbnet et forsvar, der stod dybt, var med skud udefra. Dem savnede Vigen lidt. - Det kunne nok have hjulpet med at åbne dem op, men vi har nok så stor tro på vores egne tekniske evner, at vi kommer til at spille lidt for meget tiki-taka foran feltet. Men det er nogle gange lidt lettere at åbne op med skud udefra, så det skulle vi nok kigge på. Ledøje-Smørum blev til dagens kamp bakket op af over 500 tilskuere, på trods af en status som danmarksserieklub. Det er charmen ved pokalturneringen, og Lasse Vigen var glad for den oplevelse, den lille klub gav. - Jeg synes, det er fedt. Jeg kommer selv fra en lille by, Tjæreborg, lige udenfor Esbjerg. Jeg kan huske, da de engang trak EfB i pokalen. Det er sådan nogle dage, der for sådan en klub betyder enormt meget. At de kommer med så mange fans og skaber en stemning, det er bare sindsygt fedt. Men heldigvis var det som det skulle være, at Smørum selvfølgelig ikke skulle slå Brøndby. Næste opgave for Brøndby er tilbage i Superligaen, hvor Hobro venter på søndag.