3POINT
Marko Divkovic

Teis Markfoged

Nyheder15. mar. 2022

Divkovic: Jeg kom her for at blive - nu vil jeg hjælpe klubben med flere mål

Marko Divkovic jubler over sit første Superliga-mål for Brøndby. Det var en perfekt måde at fejre en permanent kontrakt med klubben. Nu jagter han endnu flere kasser.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen15. mar. 2022

Søndag eftermiddag spillede Brøndby IF 1-1 med AGF. Det var første gang i ti kampe, hvor Brøndby gik fra banen uden at vinde. Efter kampen stod Brøndby-målscorer Marko Divkovic tilbage med blandede følelser, for han synes Brøndby var det bedste hold.

- Det er blandede følelser, for jeg synes vi spillede en god kamp og havde gode muligheder, men vi manglede lige den sidste aflevering eller afslutning, sagde han til 3point.dk efter kampen.

- Vi var det bedste hold i kampen, men fik ikke det andet mål. Man kan ikke altid vinde. Et point kan man også bruge.

Til gengæld kunne han glæde sig over at score sit første Superliga-mål for de blå/gule, da han med et godt dybdeløb og efterfølgende elegant lob sendte hjemmeholdet i front i første halvleg.

- Endelig! Så var det endda også på vores stadion. Det føltes virkelig godt, det er jeg meget glad for. Det var virkelig specielt at score på Brøndby Stadion foran vores fans, lyder det fra den kroatiske angriber, der egentlig har været fint tilfreds med sine indsatser i foråret på trods af de manglende mål.

- Jeg synes, det har været fint. Målene har bare manglet. Men det kom så mod AGF, så nu håber jeg det kommer igen næste gang. Det var mit første mål i Superligaen og det er vigtigt for en angriber at få hul på bylden.

22-årige Marko Divkovic kom til Brøndby IF på en lejeaftale i sommer, men den blev for nylig vekslet til en permanent kontrakt.

- Jeg kom her til klubben for at blive, så nu skal jeg bare score flere mål og hjælpe klubben. Det er nemmere for mig nu, fordi jeg ved, at jeg skal blive her. Jeg fokuserer bare på vores spil og hvad træneren gerne vil have fra mig. Det er dejligt, at jeg ved, at jeg bliver her.

Næste opgave for Divkovic og Brøndby er på søndag, hvor Grundspillets sidste kamp byder på en udebanetur til Aalborg.

 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder