3POINT
Nyheder2. maj 2026

Disciplinærinstansen straffer: Sydsiden Øvre lukkes mod AGF

Sydsiden Øvre lukkes til kampen mod AGF.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen2. maj 2026

Brøndby IF er blevet straffet af Disciplinærinstansen. Til sæsonens sidste hjemmekamp for Brøndby, i den kommende weekend mod AGF, lukkes Sydsiden Øvre.

Kampen spilles den 10. maj på Brøndby Stadion og her skal hjemmeholdet forsøge at stikke en kæp i hjulet på AGF og deres gulddrømme, men det bliver altså ikke med det samme opbakning, som holdet er vant til.

- Straffen kommer ovenpå hjemmekampen mod FC Midtjylland den 12. april og afsiges med baggrund i antændelsen af røgbomber og kanonslag inden kampstart og en dertilhørende forsinkelse af kampen. Men også i antændelsen af pyroteknik under kampen, i en kampforsinkelse af 2. halvleg samt ikke mindst i en episode, hvor der i begyndelsen af 2. halvleg blev kastet et romerlys på banen, skriver Brøndby IF på sin hjemmeside.

- Fodboldens Appelinstans stadfæstede i mandags en betinget tilskuerstraf med udgangspunkt i udekampen mod FC Midtjylland i Herning den 1. marts. Med den nye dom fra opgøret mod midtjyderne på Brøndby Stadion har Brøndby IF nu modtaget en ubetinget straf.

- Disciplinærinstansen har ved strafudmålingen lagt særlig vægt på, at der under kampen blev foretaget affyring af et betydeligt antal pyrotekniske artikler af særlig farlig karakter. Disciplinærinstansen har derudover lagt til grund for deres afgørelse, at der blev kastet pyroteknik på banen, der kunne ramme kampens aktører eller andre tilskuere og derudover forårsagede en kampafbrydelse. Brøndby IF tager afstand fra brugen af pyroteknik og beklager kampens forsinkelser.

Brøndby IF oplyser videre, at gerningsmanden som kastede den pyrotekniske genstand på banen er blevet pågrebet og tildelt en to-årig karantæne.

De berørte fans af tribunelukningen vil blive kontaktet af Brøndby IF på mail.

Mest kommenterede nyheder