
Freja Borne
Disciplinærinstansen åbner sag mod Gift Links - afviser selv spytklat
AGF og Brøndby IF spillede søndag aften 2-2 i Superligaen. Efterfølgende har Fodboldens Disciplinærinstans åbnet en sag mod Gift Links, som angiveligt spyttede mod Mathias Kvistgaarden. Links afviser selv alle anklager.

Det endte søndag aften 2-2 mellem AGF og Brøndby IF i Superligaen i en hæsblæsende kamp på Ceres Park.
I kampens slutminutter udspillede der sig en scene, som hurtigt bragte sindene i kog på de sociale medier, da tv-billeder viser AGFeren Gift Links, som angiveligt spytter mod Mathias Kvistgaarden, som lå i græsset efter en duel med netop Links.
Fodboldens Disciplinærinstans har nu åbnet en sag mod AGF-spilleren. Selv afviser han alle anklager, som du kan se og høre i interviewet herunder.
Mange Brøndby-fans husker sandsynligvis sagen fra 2013, hvor Khalid Boulahrouz fik karantæne på efterbevilling for en spytklat mod en SønderjyskE-spiller.