3POINT
Nyheder5. sep. 2018

Det fortæller jeres karakterer om Brøndbys præstationer i de første 12 kampe

Vi har brugt landsholdspausen på at se nærmere på jeres man of the match-afstemninger og karakterer, så her er hvad tallene fortæller om Brøndbys første 12 kamp

3point person
3point.dk5. sep. 2018

Vi har brugt landsholdspausen på at se nærmere på jeres man of the match-afstemninger og karakterer, så her er hvad tallene fortæller om Brøndbys første 12 kampe i sæsonen. FOTO: Lasse Lagoni På 3point.dk har vi fra denne sæson indført et nyt afstemningssystem, hvor I efter hver kamp giver karakterer til de Brøndby-spillere, der har fået mindst 15 minutters spilletid i kampen. Det giver os ikke bare et mere nuanceret resultat, men også en masse data, som vi gerne vil dele med jer. Da det nu er landsholdspause ser vi det som en oplagt mulighed for at dele de første resultater med jer. Brøndby har indtil videre i sæsonen spillet 12 kampe og der er kun tre spillere i truppen, der har fået mindst 15 minutters spilletid i dem alle 12. Det er Marvin Schwäbe, Dominik Kaiser og Kamil Wilczek. Der er to spillere, der er blevet kåret til man of the match (fået den højeste gennemsnitskarakter) tre gange i de 12 kampe. Det er Kamil Wilczek og Marvin Schwäbe. Derefter kommer Hany Mukhtar med to kåringer og både Kasper Fisker, Lasse Vigen, Paulus Arajuuri og Nikolai Laursen med en enkelt hver. Det er interessant at se på netop Schwäbe og Wilczek, som begge er meget i øjnefaldende i statistikkerne. Schwäbe har vist et højt topniveau med 7.75 som sit højeste karaktergennemsnit, men har samtidig også den laveste gennemsnitskarakter, der overhovedet er givet, da han ramte et snit på 3.57 efter en af kampene. Der er Wilczek langt mere stabil og med et højere bundniveau, da han aldrig har været under middel. Hans laveste karakter lyder på 5.10. Kamil Wilczek har leveret den bedste enkeltmandspræstation og det var i kampen mod Vendsyssel, hvor han ramte sæsonens indtil videre højeste snit. Top 5 bedste præstationer i de første 12 kampe (højeste gennemsnit): 1. Kamil Wilczek, 8.61 mod Vendsyssel FF 2. Lasse Vigen, 8.48 mod Subotica 3. Nikolai Laursen, 8.34 mod FC Midtjylland 4. Kasper Fisker, 8.29 mod FC Nordsjælland 5. Marvin Schwäbe, 7.75 mod Randers FC Top 5 værste præstationer i de første 12 kampe (laveste gennemsnit): 1. Marvin Schwäbe, 3.57 mod Genk 2. Hjörtur Hermannsson, 3.63 mod Vejle BK 3. Björn Kopplin, 3.66 mod Esbjerg fB 4. Hjörtur Hermannsson, 3.84 mod Esbjerg fB 5. Mikael Uhre, 3.94 mod Esbjerg fB Det kan også være interessant at se på spillernes gennemsnitskarakter, men her er det selvfølgelig vigtigt at have in mente, at nogle spillere har fået klart flere minutter end andre. Nikolai Laursen topper eksempelvis listen, men også på klart færre kampe end Kamil Wilczek, som er lige efter. Her er en top 10 over de højeste gennemsnitskarakterer i truppen: 1. Nikolai Laursen, 6.67 - 2 kampe 2. Kamil Wilczek, 6.47 - 12 kampe 3. Hany Mukhtar, 6.41 - 9 kampe 4. Kasper Fisker, 6.20 - 5 kampe 5. Simon Tibbling, 6.19 - 9 kampe 6. Lasse Vigen, 6.18 - 11 kampe 7. Joel Kabongo, 6.12 - 6 kampe 8. Marvin Schwäbe, 5.75 - 12 kampe 9. Anthony Jung, 5.71 - 10 kampe 10. Johan Larsson, 5.66 - 11 kampe Brøndbys formkurve har generelt været opadgående i de sidste fem kampe, hvor præstationerne er blevet gradvist bedre og bedre. Det samlede gennemsnit i kampen mod Esbjerg var under middel med 4.77, mens det steg til 5.08 i udekampen mod Genk. Det hed derefter 5.51 mod Vendsyssel og 5.52 i returkampen mod Genk, hvorefter Brøndby leverede en af sæsonens bedste indsatser mod FC Midtjylland, hvor snittet kom op på 6.24. Men kampen mod FC Midtjylland har ikke været Brøndbys bedste i sæsonen indtil videre. Det var til gengæld hjemmekampen mod FC Nordsjælland, hvor de blågule vandt 2-0. I den kamp ramte Brøndby et samlet gennemsnit på 6.68. Er der anden form for brug af dataen, du synes kunne være interessant, så smid en kommentar herunder. Det er planen at lave en artikel som denne i hver Superliga-pause. Det være sig i landsholdspauserne, i vinterpausen og efter sæsonen.

Mest kommenterede nyheder