3POINT
Nyheder22. sep. 2019

Det bliver bedre og bedre for tilbagevendt Larsson: Glad for at træneren har valgt at bruge mig

Det bliver bedre og bedre med formen for tilbagevendte Johan Larsson, som er glad for tilliden som cheftræner Niels Frederiksen har vist ham fra dag ét. FOTO: I

3point person
3point.dk22. sep. 2019

Det bliver bedre og bedre med formen for tilbagevendte Johan Larsson, som er glad for tilliden som cheftræner Niels Frederiksen har vist ham fra dag ét. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Søndag eftermiddag spiller Brøndby IF en udekamp mod Esbjerg fB, som var de blågules helt store plageånd i sidste sæson. Kampen kan blive Johan Larssons tredje siden skiftet tilbage til Vestegnen. Svenskeren glæder sig over sin retur. Selvom han kom ude af kampform, er det gået stærkt med at bygge på igen, synes han. Det bliver bedre og bedre. - Jeg føler mig godt tilpas og er glad for at være tilbage. Nu skal vi bare bygge på, for jeg er kommet godt ind i det, så det er bare positivt, siger han til 3point.dk. - Det har været fedt og det er også en af grundene til, at jeg er her. Jeg vidste selvfølgelig ikke, hvor lang tid der ville gå, før jeg var klar til kamp. Det var ikke rigtig meningen, jeg skulle spille mod FCM. Men der var nogle skader, som betød, at der var brug for mig. Og det er sgu svært at sige nej til at spille fodbold, lyder det med et smil. - Siden da er det bare gået fremad. Nu føler jeg ikke at konditionen er et problem, det handler mere om at få alle de hårde og intensive løb til at sidde. Jeg føler mig kampklar og klar til at levere. Der er ingen undskyldninger for mig længere. Brøndby har tre spillere i truppen, der kan spille højreback. Men Niels Frederiksen har stolet på den tidligere Brøndby-anfører og 29-årige Larsson sætter pris på tilliden. - Jeg havde forhåbninger om at spille. Det har jeg altid. Nu er jeg glad for, at han har valgt at bruge mig. Jeg er helt overbevist om, at om jeg spiller eller ej, så kan jeg hjælpe holdet. Jeg kan bidrage både på og uden for banen. Det er det, jeg prøver at gøre. LÆS OGSÅ: #EfBBIF fra modstanderens perspektiv: Fyring har givet flere spørgsmål end svar Se et af Johan Larssons flotteste Brøndby-mål herunder:

Fysisk hold med gode spillere

Johan Larsson kan godt huske Esbjerg. Godt nok var han kun med i ét af de fire nederlag mod vestjyderne i sidste sæson, men han har spillet mod dem flere gange og er sågar blevet matchvinder på Blue Water Arena en enkelt gang. Han forventer en vanskelig opgave mod et Esbjerg-hold, der tidligere på ugen fyrede cheftræner John Lammers. - Nu er det et stykke tid siden, jeg har spillet mod dem. Det er et fysisk hold med mange gode spillere. Nu har Rudy (Austin, red.) karantæne, men det er et godt hold. Det har sejlet lidt for dem i denne sæson, men de glæder sig også til at spille mod Brøndby. - Man får intet gratis i Superligaen og man kan ikke tage noget for givet. Man skal være klar til kamp hver weekend i 90 minutter. Vi bliver nødt til at levere hundrede procent søndag i Esbjerg. Brøndby kommer med en 4-2-sejr over FC Nordsjælland i bagagen og det handler om at bygge videre på de gode ting i dén kamp, lyder det fra Larsson. - For min egen del vidste jeg, at det ville blive et skridt frem. Så det var ikke så svært. Det var fint at få en sejr hjem. Vi kan bygge videre på det og det skal vi gøre nu, hvor vi har en svær udekamp mod Esbjerg. Vi ved, der har været lidt ballade i Esbjerg i den seneste tid, så man ved ikke rigtig, hvad de kommer med. Men det handler om os. Vi skal bygge på vores FCN-kamp. Der var mange ting, der var okay og gode, men stadig mange ting vi kan forbedre. Kampen mellem Esbjerg og Brøndby fløjtes i gang søndag eftermiddag klokken 16.00 på Blue Water Arena.

Mest kommenterede nyheder