
Teis Markfoged
Derbysejr efter sent drama
Det holdt hårdt, men til sidst kunne Brøndby fejre sin åbning af mesterskabsspillet med en sen sejr over FC København i Parken.

Normalt står påsken på fred og forsonlighed – sådan var det dog ikke på denne 2. påskedag, hvor Brøndby IF skulle åbne mesterskabsspillet med et Derby i Parken mod FC København.
Op til kampen havde Jesper Sørensen valgt at skifte Noah Nartey ud af startopstillingen for at erstatte Brøndby-talentet med Mathias Greve.
Brøndby fik en fin start på kampen, indtil den måtte afbrydes på grund af pyroteknik.
Efter et kvarters ophold i spillet blev kampen genoptaget, og Brøndby var det hold, der fik lov at være mest på bolden i anden halvleg, men de blå/gule havde svært ved at skabe chancer. FC København stod lavt og spillede primært på kontraangreb.
Efter hjemmeholdets angreb havde Brøndby svært ved at få clearet ordentligt, og det kunne FCK lukrere på og få afslutninger og muligheder ud af.
En af de situationer udspillede sig også efter 42 minutter efter en række fine kombinationer af FC København, og til sidst kunne indskiftede Peter Ankersen sende bolden i nettet til en føring til FC København.
Efter målet fortsatte kampbilledet, og i dommerens tillægstid var det lige ved og næsten for Brøndby.
Først blev Yuito Suzukis afslutning reddet af Kamil Grabara i FCK-målet, og efterfølgende kunne Nicolai Vallys sende bolden forbi målet.
Jesper Sørensen måtte derfor hive sine spillere i omklædningsrummet med en pausestilling på 1-0 til FCK.
FC København åbnede anden halvleg bedst og fik skabt nogle gode muligheder, men de hvid-klædte manglede den sidste skarphed i afleveringerne.
Det kom dog tæt på, da Elias Achouri sparkede bolden på stangen. I denne periode blev Brøndby virkelig udspillet.
Lynhurtige Kvistgaarden ændrede kampen
Jesper Sørensen reagerede ved at skifte Ohi Omoijuanfo ud med Mathias Kvistgaarden og Mathias Greve med Josip Radosevic i en meget svær periode.
Det fik stille og roligt sin indvirkning.
Brøndby kom tilbage på bolden, og efter 69 minutter sendte Yuito Suzuki Mathias Kvistgaarden i dybden. Den hurtige Brøndby-angriber løb bolden op, gjorde vinklen mindre spist og satte den på fornem vis ind bag Kamil Grabara – og så var kampen lige igen.
Men Jesper Sørensen så ikke ud til at være tilfreds med uafgjort, og kort tid efter målet måtte Yuito Suzuki forlade banen til fordel for Philip Bundgaard.
Hvis der skulle være en vinder af dette Derby, lignede det frem mod kampens slutning, at det skulle være FC København.
Sådan ville Patrick Pentz det bare ikke, og østrigeren diskede op med en flot redning på et langskud af Roony Bardghji.
Aldrig sig aldrig
Københavnerne spillede bolden rundt, og Brøndby havde svært ved at sætte angreb sammen i de døende minutter.
Meeeen..
Pludselig – ud af det rene ingenting – lagde Jacob Rasmussen en bold i feltet til Sean Klaiber, som sparkede de tre point til den københavnske vestegn i dommerens tillægstid.
De gjorde nok dem time, hvor Brøndby-fansene blev tilbageholdt i Parken, en lille smule sjovere. De kunne nu stå og hygge sig med et forspring til FC København på fem point og en førsteplads i 3F Superligaen.