
Nanna Møller Karlsen
Derby uden forløsning
Et udsolgt Brøndby Stadion dannede søndag ramme om et målløst derby. Trods gode muligheder til Brøndby var det dog gæsterne, der med et skud på stolpen kom tættest på sejren.

Daniel Wass var tilbage i startopstillingen for Brøndby, der søndag eftermiddag spillede 0-0 på hjemmebane mod FC København.
Første halvleg blev en taktisk affære med masser af dueller. En rigtig derby-halvleg.
Selvom det var fysisk og taktisk, var der stadig plads til muligheder i begge ender.
Jordi Vanlerberghe præsterede endda at få bolden i mål efter et hjørnespark, men det måtte senere gå op for et jublende Brøndby Stadion, at målet var unerkendt for offside.
Andreas Cornelius kom også til muligheder nede på Brøndbys banehalvdel, men Frederik Alves havde fint styr på den store angriber. Afslutningerne blev blokeret, og de to hold måtte gå til pause med 0-0.
Brøndby startede anden halvleg med et par gode muligheder.
Det gav to afslutninger til Vallys og et frækt forsøg på en maskeret aflevering af Wass. Gæsterne stod imod og fik en smule momentum tilbage som halvlegen skred frem, og efter en lille times spil måtte Patrick Pentz tage sine bedste handsker i brug for at afværge gæsterne fra at komme foran.
Brøndby var ikke færdige, og det lykkedes et par gange med fine kombinationer og slid fra Mathias Kvistgaarden at komme frem til nogle gode muligheder, men den sidste skarphed manglede.
Der var ellers flere muligheder for at lægge et rigtigt hjemmebane-pres på FC København, men sløsede afleveringer stoppede de muligheder.
Brøndby begyndte at se trætte ud, og det var da også gæsterne fra FC København, der var tættest på frem mod kampens slutning, men stolpen og Patrick Pentz stod i vejen for gæsterne.
Knap 100 minutters fodbold var altså ikke nok til en scoring i grundspillets sidste derby, der ender målløst.