
Teis Markfoged
Derby-matchvinder: Vi har et godt koncept og står solidt
Brøndby tog søndag eftermiddag tre vigtige point i Superligaens topstrid, da de blå/gule slog ærkerivalerne fra FCK med 2-1. Andreas Maxsø kalder kampen for en krig, og det er en type kampe, som anføreren tror på, passer de blå/gule godt. Ifølge Maxsø har Brøndby et godt koncept, hvor holdet står solidt, samtidigt med chancerne udnyttes, og han tror derfor på, at de kan blande sig i guldkampen.

De blå/gule spillede på en uge tre kampe, hvor det samlet blev til fire point. Holdet scorede hverken mod FC Midtjylland eller Randers FC, og det var derfor også en endnu større forløsning, da det blev til tre point i søndagens derby.
- Det betyder meget i topstriden, at vi får tre point og gang i det igen. Vi havde en fin kamp i Herning, som desværre endte uden point, og så havde vi en mindre god kamp mod Randers. Kampen mod FCK var en krig, og det var utroligt vigtigt at få de tre point, fortalte Andreas Maxsø i mixed zone efter kampen.
De blå/gule indtager aktuelt Superligaens førsteplads med tolv kampe igen, og Andreas Maxsø køber derfor også præmissen om, at de blå/gule blander sig i guldkampen. Anføreren fremhæver specielt strukturen og udnyttelsen af chancer, som nogle af de vigtigeste forcer i sæsonen indtil nu.
- Ja, bestemt. Det er sjovt at så mange medier, stadig snakker om held og sådan nogle ting. Vi har et godt konept, og vi er solide. Vi står godt på banen og udnytter vores chancer godt. Det er en rigtig vigtig force at have. Vi giver alt, hvad vi har, og så må vi tage en kamp af gangen.
I kampen mod Randers havde Brøndby dog svært ved at spille sig frem til de helt store chancer, da kronjyderne stod lavere på banen. Det er noget, som der ifølge Maxsø skal arbejdes på. Men forsvarsspilleren mener også, at de blå/gule virkeligt bliver farlige, hvis man kan overkomme den udfordring.
- Vi kunne se mod Randers, hvor de stod lidt lavere, der skulle vi være bedre til at finde løsninger. Det er noget, som der skal arbejdes på. Vi bliver virkeligt farlige, hvis vi kan lykkes med det. De kampe hvor holdene står lidt højere på banen, og det er en krig, der har vi en fordel. Vi står som tidligere nævnt godt på banen og udnytter chancerne. Det gjorde vi også i kampen mod FCK.
Brøndby møder Odense Boldklub i næste runde, hvor holdet skal forsøge at blive siddene på Superligaens førsteplads.