Derby-dag: Klokken 8 om morgenen

Derby-dage er helt specielle. Og nervepirrende. De starter tidligt søndag morgen, hvor man gennemgår hele følelsesregistret. FOTO: Robert Hendel Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Jeg vågner alt, alt for tidligt. Selv fuglene uden for mit vindue, som ellers har insisteret på at pippe mig op med solen, hele sommeren, kigger surt på mig og lægger sig om på den anden vinge. Men jeg er ligeglad, ligger bare i sengen og tænker. Jeg tænker på kampen, på spillerne, på Zorniger og jeg er faktisk også begyndt at tænke lidt i situationer, som er i slow, sådan mål og jubel. Dette halvandet minut er den lykkeligste tid på en derby-dag, - for så kommer ængstelsen, den kommer snigende, som en sommerforkølelse der dukker op, bare fordi man har siddet lidt for længe oppe og drukket sur rødvin i bar mave, kun iført et forklæde hvorpå der står “Far griller”. Men den er der - ængstelsen, frygten for alt det, som kan gå galt. Angsten for mandag morgen og de andre på arbejdet, som bare vil stå og grine, mens man kommer slukøret ind og mest af alt har lyst til at sige sit arbejde op og flytte til et land, som endnu ikke har indført eller hørt om internettet, fodbold og forklæder. For der findes ingen vigtigere kamp end et derby, der findes ingen vigtigere dag for en Brøndby-fan som jeg. Dette er jule-aften, fødselsdag, dåb og bryllup i én og samme begivenhed. Dette er månelandingen, murens fald og den franske revolution hver gang det løber af stablen. Men rolig nu, jeg tager det helt roligt, helt roligt. Jeg står ud af sengen, tager min Brøndby-trøje på, kysser emblemet to gange, banker mig en enkelt gang der hvor hjertet sidder, trækker lidt ned i trøjen, ryster på hovedet og skuldrene, som var jeg en bokser på vej i ringen, - og jeg ved godt, at nogle vil tage dette som et udtryk for, at jeg er overtroisk, men det er jeg ikke. Jeg gør det udelukkende fordi jeg simpelthen ikke tør lade være, fordi sidste gang jeg gjorde det, så vandt vi, og tænk nu, hvis jeg ikke gør det denne gang, - så vil det jo være min skyld. Jeg går ud i køkkenet, men jeg skal ikke have noget at spise. Det er egentlig ikke fordi, at jeg ikke er sulten, jeg kan bare ikke træffe en beslutning om, hvad jeg har lyst til. Og så kommer den næste bølge - rastløsheden. Så jeg tænker, at jeg heller må tage en kop kaffe, fordi det jo er almen viden, at kaffe har en fin og veldokumenteret effekt på rastløshed - og ganske rigtigt, 4 kopper senere begynder jeg faktisk at føle mig mindre rastløs, men det kan selvfølgelig også være, fordi jeg overhovedet ikke kan mærke mig selv mere. Og så går jeg på nettet. Pløjer mig igennem samtlige artikler på nettet, inklusive dem som handler om kendisser, som ingen rigtig kender mere, og deres fascinerende historie om, hvorfor de skal til derby. Jeg ser gamle kampe, hvor det går sindssygt godt for os, og ignorerer fuldstændig de kampe, hvor vi ikke lige står distancen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at nettet beroliger mig, men det gør det overhovedet ikke. Tværtimod, det får nemlig mine tanker til at fare frem og tilbage, som et pendul. Vi vinder, vi spiller uafgjort, åh nej, vi vinder, vi spiller uafgjort osv - på et tidspunkt bliver det så vildt, at jeg bliver nødt til at ringe og sende SMS til nogen. Og jeg tror, at det vil forbavse mange, hvor mange Brøndby-fans, som egentlig er vågne 6.45 på en søndag, når der er derby. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at hvis Danmark nogensinde, Gud forbyde det, skulle blive overfaldet af en fremmed nation, så må man virkelig håbe, at det er på en derby-dag, for så bliver det intet problem at nedkæmpe en fremmed magt. Men vi skriver til hinanden og prøver at lave lidt grin med hinanden og vores nervøsitet og uro. Samtidig ved vi jo godt, at vi alle inderst inde sidder med denne knugende fornemmelse i maven, som så gerne vil forløses i en sejr, eller i det mindste et resultat vi kan være bekendt. Derfor sidder vi der, allesammen, en søndag morgen, med hver vores kaffe, iført vores trøjer som vi allerede har krammet og kysset til døde og kommunikerer med hinanden, fordi vi forstår hinanden. Vi forstår hinandens uro og længsel, vi lever i de samme drømme, og vi deler det samme håb, og selvom det nok bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg altså ret sikker på, at der en solsort udenfor mit vindue, som fløjter “Drengene fra Vestegnen, drengene fra Vestegnen, drengene fra Vestegnen, de ha.......” Klokken er ved at blive 8 om morgenen, og der er mange timer til kampstart, og dette er en årets mest forfærdelige, skønne, nervepirrende, smukkeste dage.