3POINT
Nyheder13. jul. 2016

Den første britiske klub i Europa

Fra Edinburghs overbefolkede slumkvarter til at skrive britisk fodboldhistorie. Den 141 år gamle klub Hibernian FC står torsdag aften overfor Brøndby IF hjemme

3point person
3point.dk13. jul. 2016

Fra Edinburghs overbefolkede slumkvarter til at skrive britisk fodboldhistorie. Den 141 år gamle klub Hibernian FC står torsdag aften overfor Brøndby IF hjemme på Easter Road Stadium. 3point.dk gør dig lidt klogere på den skotske klub med irske rødder. Når Brøndby IF torsdag aften står klar på Easter Road Stadium i Edinburgh, er det en modstander, der har skrevet historie i britisk fodbold, som står klar på den anden side af midterlinjen. Hibernian FC var den første klub fra Storbritanien, som deltog i en af de store europæiske klubturneringer. Hibs, som de kaldes, var med i den første Europa Cup for mesterhold i 1955. Det er den turnering, som siden har udviklet sig til Champions League. I det hele taget har skotske klubber med rødder i det irske miljø det med at skrive historie. Hibernian var som nævnt den første britiske klub i Europa Cup for mesterhold, og i 1967 var Celtic FC fra Glasgow den første britiske klub til at vinde samme turnering. Inter fra Milano blev slået 2-1 i finalen i Lissabon. I 1955/56-turnering kom Hibernian efter sejre over Rot Weiss Essen og Djurgården frem til semifinalerne, hvor franske Stade Reims blev endestationen. Real Madrid vandt finalen.

Fra slumkvarter til europæiske sejre

Som allerede antydet, så har Hibernian FC rødder i det irske miljø i Edinburgh - Hibernia er latin for Irland - hvor klubben i det overbefolkede slumkvarter Cowgate så dagens lys tilbage i 1875. I 1893 rykkede Hibs ind på Easter Road i Leith-området i det østlige Edinburgh, hvor de den dag i dag holder til. Lokalt bliver stadion også kaldt "The Holy Ground" eller "The Leith San Siro". I dag har stadion plads til 21.421 siddende tilskuere, men rekorden er på 65.860 fra det lokale derby mod Hearts tilbage i 1950. Hibernian vandt det første af indtil videre fire skotske mesterskaber tilbage i 1903, men klubbens storhedstid var i slutningen af 1940'erne og starten af 50'erne med tre mesterskaber i henholdsvis 1948, 1951 og 1952. Det er endvidere blevet til pokaltitler i 1887 og 1902, inden Hibs efter 114 års pause atter vandt pokalfinalen her i 2016. På Hampden Park i Glasgow blev det til en sejr på 3-2 over Rangers på et mål sat ind af David Gray dybt inde i dommerens tillægstid. Gennem tiden har Hibs haft en del store europæiske aftener på Easter Road. Blandt andet blev FC Barcelona i 1961 slået 3-2 efter 4-4 på Camp Nou, og i 1967 blev et nederlag på 4-1 i Napoli vendt til en samlet sejr efter 5-0 hjemme i Edinburgh. Senest Hibs spillede europæisk var i 2013, hvor det i kvalifikationen til Europa League blev til et forsmædeligt samlet nederlag på 9-0 mod Malmö FF efter 0-7 hjemme på Easter Road.

Hibernian var før Celtic

Langt den overvejende del af sin foreløbige levetid har Hibernian FC været en del af det bedste selskab i skotsk fodbold med deltagelse i den bedste række, som de seneste mange år har heddet Premiership. I sæsonen 2013/14 blev det imidlertid til nedrykning efter nederlag på straffe til Hamilton i en playoff-kamp. Siden har Hibs spillet i Championship, hvor det i den forløbne sæson blev til en tredjeplads og efterfølgenede nederlag til Falkirk i oprykningsspillet. Rangers fra Glasgow vandt rækken og tog den direkte oprykningsplads. Med sit irske ophav er klubbens farve naturligvis grøn. Spillertrøjen har ændret udseende flere gange gennem tiderne, med grøn har altid været den gennemgående farve. I dag er Hibs hjemmebanedragt grønne bluser med hvide ærmer, hvide shorts og grønne strømper. Tilbage i starten spillede klubben faktisk i en trøje med grønne og hvide striber på tværs længe før, Celtic FC adopterede idéen i 1903. I klubbens logo symboliserer harpen Irland, borgen Edinburgh og skibet Leith.

Mest kommenterede nyheder