Teis Markfoged
Debutanten Cappis: Følte at jeg kunne bidrage
Christian Cappis leverede søndag en flot debut for Brøndby IF, da han blev skiftet ind i 1-1-kampen mod AGF.

21-årige Christian Cappis har denne sommer taget springet fra Hobro IK til Brøndby IF. Den amerikanske midtbanespiller startede søndag aften på bænken i Superliga-premieren mod AGF, men blev sendt i kamp efter lidt mere end en times spil.
Han var glad for at spille sine første officielle minutter for Brøndby og er fint tilfreds med sit eget indhop.
- Det var fedt at spille en officiel kamp. Det er altid dejligt, når man kommer gennem pre-season og begynder at spille kampe. Forhåbentlig var det den første af mange, siger han til 3point.dk.
- Når man kommer ind i en kamp, vil man altid gerne gøre en forskel på en eller anden måde. Jeg følte at jeg kunne bidrage til holdet med noget af det vi havde brug for i de sidste 20-30 minutter, så det er jeg glad for.
Det blev til et enkelt point i Superliga-premieren på en svær udebane, men der er flere ting, holdet kan tage med sig.
- Vi kunne alle se at anden halvleg var bedre, så vi voksede os fint ind i kampen. Vi vil gerne vinde alle kampe, men vi kan tage meget med fra denne første gang og forbedre os meget inden næste kamp om en uge.
Christian Cappis har skrevet kontrakt med Brøndby til sommeren 2025.