.jpg%3F2026-07-02T06%253A12%253A31.407Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Debat om Brøndbys hovedsponsorat: Dobbeltmorale eller innovation?
I en tid hvor betting-reklamer og spilafhængighed diskuteres heftigt, har Brøndby IF indgået en anderledes aftale med Danske Spil. To eksperter giver deres mening til kende.

Brøndby IF og Danske Spil indgik en treårig hovedsponsoraftale for en måned siden. Aftalen er utraditionel. De to parter, med Danske Spil i front, har besluttet ikke at benytte Brøndbys spillertrøje som reklamemedie. Trøjen skal være fri for betting-reklamer. Som direktør hos Danske Spil Karsten Fogh Holanng tidligere forklarede:
- Vi laver med den tomme plads på trøjen en tydelig markering af, at pengespil skal udbydes, markedsføres og spilles med omtanke.
Afsponsorering
Denne form for kommerciel (ikke)kommunikation kaldes ‘afsponsorering’. Et begreb der dækker over marketingtiltag, hvor man officielt køber et reklameprodukt, men enten ikke vælger at benytte det eller giver produktet videre til et andet formål. I stedet skal afsponsoreringen gerne skabe positiv omtale, goodwill, forbedret brandopfattelse eller salg via den opfattede gode gerning.
I Brøndby IF-regi har man tidligere set afsponsorering. F.eks. da Jesper ‘Kasi’ Nielsens købte Brøndby Stadions navn, for fortsat at kalde det Brøndby Stadion, samt da Arbejdernes Landsbank i 2020 gav pladsen på Brøndbys spillertrøje til Red Barnet i seks måneder.
Er det galt eller genialt?
Brøndbys fans opfatter umiddelbart det nye hovedsponsorat positivt. Men, i en tid hvor ludomani og og spilreklamer er til offentlig debat, er dette hovedsponsoratet så et godt og innovativt tiltag eller et eksempel på dobbeltmorale?
I fodboldmediet Mediano diskuterer eksperterne Ronnie Hansen, tidligere kommerciel direktør i DBU og Peter Froulund, branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank Brøndby-partnerskabet. Froulund er sekptisk, når et spilfirma laver afsponsorering på den her måde.
- Som sponsor går man ind i et sponsorat, fordi man skal tjene nogle penge. Der ligger indtjening for enden. Hvornår er det ansvarligt? Hvorfor er det ansvarligt, når man ikke står på trøjen, men er i en app eksempelvis og kan lave konkurrencer og live-betting i løbet af kampen?
Eksperterne nævner den interessante symbolik, der ligger i, at det er trøjen, der er blevet den moralske højborg, fremfor for andre af dele af en fodboldklubs sponsorflader.
Danske Spil er bare noget andet
Ronnie Hansen, der har masser af erfaring inden for betting-sponsorater, forklarer, at Danske Spil bare er anderledes end de udenlandske spilfirmaer.
- Jeg synes, at Danske Spil er et bedre sted at spille end alle mulige andre betting-steder (...) fordi pengene kommer tilbage. De er registreret i Danmark, og de opfører sig pænere end andre.
- Danske Spil er foran på point. De må gerne være lidt mere hellige end alle mulige andre (...) De giver lidt flere penge for de her aftaler. Det er ikke altruisme, men det er sådan en kærlighed til Danmark på en eller anden facon, og det er der også noget fint i.
Hovedaftalen betyder, at Brøndby ikke kan have et officielt betting-partnerskab ved siden af, hvilket skal regnes ind i sponsorbeløbets størrelse. Fra fleres sider er sponsoratet blevet kaldt innovativt. Begge eksperter glæder sig til at se, hvordan partnerskabet vil folde sig ud over tid, og hvordan man opretholder det moralske aspekt i aftalen.
På trods af debatten er Froulund klar i mælet, når han bliver spurgt, om det er en god case for Brøndby.
- Ja, det er det. Jeg tror, de sælger flere trøjer end nogensinde.