3POINT
Nyheder5. mar. 2015

Debat: Mission impossible i Telia Parken

Per Rud udtalte efter pokalnederlaget, at Brøndby får brug for en mandfolkeindsats i Telia Parken på søndag. Og det gør de så sandelig også. 3point.dk åbner her

3point person
3point.dk5. mar. 2015

Per Rud udtalte efter pokalnederlaget, at Brøndby får brug for en mandfolkeindsats i Telia Parken på søndag. Og det gør de så sandelig også. 3point.dk åbner her for debatten om, hvordan Brøndby skal få point med hjem. Brøndby har fået en spillemæssig fin start på foråret, men resultaterne har ikke fulgt med. Senest blev det til et 4-2-nederlag til SønderjyskE i pokalkvartfinalen. Ikke nok med pokalexit, pådrog både Dario Dumic og Christian Nørgaard sig karantæner, som tages med over i Alka Superligaen, fordi man er røget ud af pokalturneringen. De melder sig dermed i koret af karantæneramte Brøndby-spillere, som ikke kan deltage i kampen mod ærkerivalerne fra FCK i Telia Parken på søndag. Johan Elmander og Thomas Kahlenberg ragede allerede karantæner til sig i sidste weekends kamp mod FCM og Nikolai Laursen så rødt for U19-holdet, hvilket også holder ham ude af derbyet på søndag, melder DBU. Læs også: Afstemning: Hvem var Brøndbys bedste mod SønderjyskE? Det er derfor et noget decimeret Brøndby-mandskab, som skal tage kampen op med favoritterne fra FCK. En overordentlig svær opgave, som kommer til at kræve en vaskeægte mandfolkeindsats, som Per Rud formulerede det. På papiret en Mission Impossible. Men som Tom Cruise altid fik løst sine umulige missioner, således er det også muligt for Brøndby, omend det kræver både held, dygtighed og de sidste marginaler. Dette debatindlæg tager derfor de positive briller på og forsøger at analysere Brøndbys situation frem mod på søndag og ligeledes Brøndbys chancer for at bryde forbandelsen i Telia Parken og få tre point med hjem. Det er ikke sket i over ti år derinde. Læs også: Frank: Payoff for fine præstationer må gerne komme på søndag Brøndby har især et problem på midtbanen, fordi man simpelthen ikke har ret mange spillere til at dække pladserne på søndag. Jeg antager, at Thomas Frank ønsker at bibeholde den omvendte trekant med to 8'ere og en 6'er, for at kunne stå imod det enorme og fysiske pres, som FCK altid formår at lægge på midtbanen, især på hjemmebane. Der vil derfor være genvalg til Martin Ørnskov på den defensive midt og så må Lebogang Phiri og Frederik Holst agere de centrale midtbanespillere, som virkelig skal arbejde hårdt og være aggressive i presset. Det efterlader et midterforsvar, hvor Ørnskov kunne være rykket ned, hvis ikke midtbanen havde været så tyndt besat. Jeg formoder derimod, at det bliver Daniel Agger og Martin Albrechtsen, der vil tage sig af de to centrale pladser. Sidstnævnte viste svaghedstegn i kampen mod SønderjyskE og skal virkelig oppe sig frem mod søndagens derby, men det kan være at han får et naturligt løft ved at have Agger som makker - det er set før. Læs også: Rud: Kan ikke være værre De to backs er nærmest selvskrevne ovenpå de første kampe i foråret, hvor både Johan Larsson og Patrick da Silva har været meget stabile og holdt et højt niveau, både defensivt og offensivt. Defensivt vil de få hjælp af de to kanter, som kommer til at arbejde meget tilbage i banen. Både fordi FCK givetvis vil være meget i boldbesiddelse, men også for at kompensere for de to offensive backs og deres raids op ad banen. De er nemlig enormt vigtige for at åbne FCK-forsvaret. Opblomstrede Ferhan Hasani kommer tilbage på højrekanten og så synes jeg, at Pukki skal have genvalg på venstrekanten. Han viste mod SønderjyskE, at han godt kan fungere som indvendig angriber. Han scorede også et flot mål og arbejdede godt tilbage i banen. Vigtigheden af da Silva og Larssons raids er, at FCK's backs også meget gerne vil med frem. Hvis Brøndbys backs lader sig presse for langt tilbage, kan man ikke lægge det fornødne tryk på bagrummet i FCK-forsvaret. Ved at få backsne med frem, sørger man også for, at FCK's ditto vil have sværere ved selv at komme frem. Det bliver en kamp i kampen og en af de helt store nøgler - for begge hold. Læs også: Brøndby i nyt drama: Ude af pokalen En knap så fysisk midtbane med både Holst og Phiri, betyder også, at holdet generelt mangler fysik frem ad banen. Det er fristende at smide Nuñez på toppen, men han og Pukki vil simpelthen blive most af FCK's centrale forsvarsspillere. Jeg mener derfor, at Holmbert Fridjonsson bør få chancen fra start i Elmanders fravær. Det bliver enormt vigtigt for Brøndby, at have en spilstation fremme på banen, som kan vinde dueller, holde i bolden og lægge den af til kanter og backs. Det bliver Fridjonssons store svendeprøve, men jeg synes han har vist lovende takter, når han har spillet. Med ham på banen har Brøndby også væsentligt mere hovedstyrke på dødbolde, end hvis Nuñez er med. Det efterlader mig med et bud på en startopstilling, som ser således ud, hvis Brøndby skal have en chance i Telia Parken:Lukas Hradecky Johan Larsson - Daniel Agger - Martin Albrechtsen - Patrick da Silva Martin Ørnskov Frederik Holst - Lebogang Phiri Ferhan Hasani - Holmbert Fridjonsson - Teemu PukkiNøglerne vil være at stå kompakt og tæt, som Brøndby gjorde det i kampene mod AaB og FCM, at finde den rette balance på kanter og backs, samt at få presset FCK's ditto tilbage på banen, at få presspillet med Holst og Phiri til at fungere, så Fridjonsson får noget at arbejde med. Konstellationen med Hasani, Fridjonsson og Pukki forrest giver også både dimensionen at spille på en targetman og at kunne spille dybe bolde, hvor især Hasani har vist sig at være specialist i at tage de rette løb. Det ligner Mission Impossible i Telia Parken, men med den rette portion dygtighed, skarphed og held, kan Brøndby sagtens vende undertippetheden og de svære betingelser til en sejr. Hvis ikke Brøndby skal tage en sejr i Telia Parken på søndag med alle odds imod sig - hvornår så? - det vil være en sejr, der i så fald kommer hjem på ægte Brøndby-manér. Hvad mener du om Brøndbys chancer på søndag? Giv dit besyv med i debatten her.

Mest kommenterede nyheder