3POINT
Nyheder16. jul. 2017

Debat: Er midtbanen blevet for offensiv?

Er Brøndbys midtbane blevet for offensiv? Gæsteskribent Troels Ørum tager hul på midtbanedebatten. Gæsteskribent: Troels Ørum Emiliano Marcondes rygtes kraftige

3point person
3point.dk16. jul. 2017

Er Brøndbys midtbane blevet for offensiv? Gæsteskribent Troels Ørum tager hul på midtbanedebatten.

Gæsteskribent: Troels Ørum

Emiliano Marcondes rygtes kraftigere og kraftigere til klubben – altså en spiller, der til tider har spillet falsk 9’er for FC Nordsjælland. Men skulle han havne i Brøndby, er det som udgangspunkt på 8’er-positionen, at Marcondes kan lukke et hul. ”Der kommer til at mangle balance på midtbanen,” ser jeg oftere og oftere folk påpege i diverse interaktive debatter. Og det er jeg helt uenig i, for argumentet bygger på en præmis, som ligger fjernt fra Alexander Zornigers måde at spille fodbold på. Efter en i øvrigt udmærket tyvstart i torsdags er den rigtige sæsonstart efterhånden ikke længere væk, end at det så småt er tid til at finde mod stadion eller gøre klar til ugens to bedste timer foran fjernsynet. Og dermed skal Troels Bech og Alexander Zorniger også til at færdigslibe det Brøndbyhold, der forhåbentlig skal begejstre os mindst lige så meget som sidste sæson. Transfervinduet er ganske vist kun omtrent halvvejs overstået, men det er enhver sportsdirektørs mål at have truppen parat så tidligt som muligt, så selvom Troels Bech har pointeret, at Brøndby som købende klub er et sted i transfer-fødekæden, hvor tålmodighed og kvalitet kan være ligefrem proportionale, intensiverer stressen sig nok på Bechs kontor. For han har givetvis sat et stort, rødt kryds i kalenderen ud for lige netop denne dato, da det er her, tingene begynder at blive alvor, og vi fans og især medier bliver utålmodige. Der sker med en vis sandsynlighed noget på venstre back-positionen, inden vinduet lukker, og det samme kan hurtigt komme til at gøre sig gældende på modsatte back, målmandsposten og i angrebet. Men for Brøndby er ingen af disse positioner tilnærmelsesvis lige så taktisk definerende som midtbanekonstellationen. Den påstand kræver næppe nogen videre dokumentation over for den menige Brøndbyfan, og med underskrifterne fra Kasper Fisker og Besar Halimi lagde den værste sæsonstarts-stress sig helt sikkert hos Troels Bech. Og nu er tidens hotteste transferdebat så først Simon Tibbling og siden Emiliano Marcondes og altså ikke for eksempel en ny venstre back, hvilket næppe er tilfældigt med tanke på netop midtbanens indflydelse på spillestilen. Og på trods af Filip Blazeks entré mangler der stadig at blive lukket mindst ét hul på midtbanen, alt efter hvor meget ansvar man tør lægge på den unge slovaks skuldre. Muskler eller meter til midtbanen? Og udløst af rygterne om Marcondes, hvis spillerprofil de fleste kender indgående, støder jeg oftere og oftere på et argument i midtbanedebatten, som jeg får sværere og sværere ved at sidde overhørig; at midtbanen bliver for offensiv med den nordsjællandske kreatør som 8’er. Lad mig starte med at understrege, at det hele jo bygger på synspunkter, der i sagens natur er subjektive, hvorfor hverken mit eller alle andres ord ikke står til diskussion. Men jeg mener, at der mangler en præmis, når det bliver diskuteret, om midtbanen bliver for offensiv, skulle Marcondes eller en lignende spiller blive hentet. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis Marcondes bliver holdkammerat med Hany Mukhtar, så er det ikke som sidstnævntes backup og afløser, men som makker på midtbanen. Den nuværende FCN-spiller er ganske enkelt alt for god til at sidde på bænken i Superligaen. At han så kan blive Mukhtars afløser på sigt, er en anden snak, men hvis han skifter til Brøndby, er jeg helt sikker på, at det bliver for at skubbe Halimi ud på bænken og altså i realiteten blive Andrew Hjulsagers afløser. I den forbindelse har Zorniger netop slået fast, at Kasper Fisker er Phiris afløser – om det så bliver som den højre eller venstre 8’er, må vi se. Det er nok kun et spørgsmål om at få tilrettet de individuelle aftaler, hvad angår pres, restforsvar osv. En Nørgaard-Marcondes-Fisker-Mukhtar-midtbane vil helt indlysende være mere offensiv end den i foråret foretrukne med Rodolph Austin og Nørgaard samtidig. Det vil den også, selvom Besar Halimi foretrækkes. Men bliver den for offensiv? Mit svar er nej, og det fører tilbage til, at såvel Halimi som Marcondes i virkeligheden er Hjulsagers afløser og ikke Austins. Foråret gik ganske vist hæderligt, så længe der var noget på spil, men trods Austins opadgående formkurve betragter jeg ham stadig som en, der spillede sig på holdet i mangel af et til Zornigers presfodbold taktisk mere velfungerende alternativ. Sammenligner man efteråret og foråret i sidste sæson, så synes jeg, at Brøndby i foråret kom til at ligne for mange andre fodboldhold. Det ekstreme genpres stod mere og mere i baggrunden for fysisk nærkampsstyrke, dybdeløb og en lavere bagkæde. Om det ligefrem var det taktiske oplæg, ved jeg ikke, men det var det udtryk, jeg så – helt åbenlyst fremprovokeret af, at Hjulsager oftest blev erstattet af Austin. Efterårets pointsnit i ligaen hed præcis 2, mens målsnittet var 2,05. De tilsvarende tal for foråret var 1,27 og 1,33. Dertil skal indregnes, at man i foråret mødte på papiret stærkere modstandere, mens der altså i praksis ikke var det store på spil i de sidste fem kampe. Omvendt skal man nok også modregne det spillestilsmæssige paradigmeskift, sommeropstarten blev koldstartet med for et år siden. Uanset hvad synes jeg, tallene er markante, og samtidig synes jeg, Brøndby spillede mere attraktivt i efteråret. Kort sagt er min konklusion, at Brøndby var bedst i efteråret. Man var ganske enkelt sværere at slå og tilmed mere interessante at se på. Så når der i Marcondes-debatten bliver påpeget, at midtbanen bliver for offensiv, synes jeg, det er et forfejlet argument. For det første vil det i så fald også være tilfældet med Halimi, som er langt mere 10’er end 6’er – eller mere Hjulsager end Austin – og for det andet er det efter min mening netop den type fodbold, Alexander Zorniger behersker. Og for det tredje mener jeg, sidste sæson har vist, at man ved et tilpas stort løbearbejde kan løse sine defensive pligter som midtbanespiller uden at have fysikken til at stå imod i duellerne. Angreb er Brøndbys bedste forsvar Uden at dette debatindlæg også skal handle om midterforsvarsdebatten, er det netop årsagen til, at jeg ikke har nævnt den endnu. Når især de fem forreste folk er i stand til at udføre Zornigers energiske og organiserede kaos-taktik, bliver modstanderen presset så langt tilbage, at vores relativt langsomme centerforsvar kan tillade sig at stå højt i banen, fordi modstandernes angribere skal koncentrere sig så tilpas meget om at lukke vores midtbane ned, at de kun sjældent er i stand til at true vores bagrum. Og dermed skal vores forsvarere primært forsvare fremad, hvilket tilgodeses af deres duelstyrke. Og ja, så kan det engang imellem gå galt, og vi kommer til at se dumme ud. Men det har vi været klar over fra starten af med succesfulde Zorniger, og det er altså prisen for at se offensiv og attraktiv fodbold. Dog vil jeg gerne anerkende værdien af den taktiske fleksibilitet, en mere defensivt orienteret midtbanespiller giver, men vedkommende skal ikke hentes til startopstillingen. Nej, det skal være som backup og senere afløser til Christian Nørgaard og taktisk alternativ, når et resultat skal køres hjem, eller modstanderen en sjælden gang gør det nødvendigt – og måske er vedkommende her allerede i form af Filip Blazek. Skal jeg selv pege på en spiller, jeg gerne ser hentet ind til den rolle, må det være Silkeborgs Sammy Skytte. Så med de ord vil jeg gerne sige ja tak til Emiliano Marcondes som 8’er og i øvrigt ønske alle Brøndbyfans en fremragende sæsonstart – kom så, Brøndby! Har du også noget på hjerte? Send dit debatindlæg til nanna@3point.dk

Mest kommenterede nyheder