Debat: Er et salg af Kaiser denne vinter det rette at gøre?
Dominik Kaiser er angiveligt på vej til Hannover 96, med tanke på et skifte her til vinter. Men er det nu også det rigtige? FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport H

Dominik Kaiser er angiveligt på vej til Hannover 96, med tanke på et skifte her til vinter. Men er det nu også det rigtige? FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Han fører 3point.dk's afstemning om at blive kåret som sæsonens bedste spiller i Brøndby IF. Men de blå/gule kan måske se frem til et forår uden den tyske midtbanespiller, der i efteråret stod for ti mål og fem assists. Ifølge B.T. er Kaiser netop nu i Hannover, hvor han skal forhandle med klubben. Det lugter af et skifte allerede denne vinter for en af Brøndbys to største profiler fra efteråret. Men er det så det rette at gøre? Skal Kaiser sælges nu? To af vores skribenter argumenterer herunder for deres holdninger og du må meget gerne gøre det samme i kommentarfeltet! Marcus Linkhorst: Dominik Kaiser har udløb her til sommer og kan allerede nu forhandle med andre klubber, hvis det skulle falde tyskeren ind. Ifølge Bild og B.T, så skifter Dominik Kaiser til Hannover 96 med øjeblikkelig virkning. Men hvorfor er det så det rigtige? Det er ingen hemmelighed fra CV’s side, at Dominik Kaiser var og er en løntung herre, og det var derfor ikke en “lille aftale”, der skulle på plads, som CV sagde til Eurosport. Derfor er det også det rette. Klubben skal tænke anderledes i sin retning, og det er her, salget af Kaiser er det rigtige. Vi fans sukker efter en sund og stabil økonomi, og hvis vi skal have det, skal vi skille os af med Kaiser - også selvom det i øjebliksbilledet er skidt. Hvis Kaiser bliver solgt, er det et symbol på den nye linje, som CV og den sportslige ledelse er ved at tegne, for der er nye tider på Vestegnen. Det er et sportsligt sats, hvis vi skiller os af med Kaiser. Men nogle gange må det blive skidt, før det bliver godt. Men med et salg af Kaiser, vil jeg stadig ikke være bekymret for top 6 placeringen. VI har stadig en stærk trup, og til sommer begynder den alvorlige udrensning. Det er meget svært at sige farvel til Kaiser, men jeg sender samtidig min Brøndbyånd til CV. Det virker til, han har forstået, hvad der skal til, hvis Brøndby igen skal blive en stor fodboldklub - både øknomisk og sportsligt. Det kræver, at man ikke kaster høje lønninger efter folk, som er i slutningen af deres karriere uden et videresalgspotientiale. Nanna Møller Karlsen: Overordnet set virker det fornuftigt. Det har på intet tidspunkt været en hemmelighed, at Dominik Kaiser er løntung. Og med Brøndbys økonomiske problemer in mente, har det hele tiden virket usandsynligt med en forlængelse, selvom parterne har danset lidt hen over efteråret og i juleferien. Så som Brøndby-fan må man kippe lidt med det blå/gule flag ved tanken om, at der kommer penge i kassen via en transfer og spares en del lønkroner på en spiller, som sandsynligvis var smuttet gratis til sommer. Spillere der smutter gratis har vi ligesom prøvet, så det er et godt signal fra CV. Der bliver faktisk sat handling bag ordene nu. Det er det vigtigste. At man begynder at gøre det, man siger. Før han man sagt ét og gjort noget andet. Eller også har man gjort noget andet og så korrigeret derefter. De tider MÅ og SKAL være forbi, hvis Brøndby vil opnå den ønskede troværdighed og økonomiske bedring, som ikke bare er et varmt ønske hos mange, men også en bydende nødvendighed i den nuværende situation. Også selvom der "kun" er tale om 2,5 til 4 millioner i transfer for Kaiser, som en af B.T.-journalisterne bag artiklen, Michel W. Davidsen, skriver på Twitter. Men det kan også godt give mig lidt nervøse trækninger rent sportsligt. Pladsen i top 6 er endnu ikke sikret og den kan blive hård nok at lukke i de sidste kampe i foråret, hvor man starter med udekampe mod OB og AaB. Ikke nogle lette steder at spille. Med Kaiser ude, mangler man dirigenten på midtbanen, hvor der er lagt op til STOR udskiftning med også Hany Mukhtar ude af døren og Josip Radosevic på skadeslisten. Det åbner døren for Simon Tibbling og Lasse Vigen, men der skal godt nok også steppes op. Præstationerne skal simpelthen blive bedre fra dem personligt, ligesom de skal ind og guide unge Morten Frendrup. Jeg er meget spændt på, hvordan holdet kommer til at se ud i foråret. Jeg kan egentlig godt lide at man tænker langsigtet og ikke kun på den kommende halvsæson. Men halvsæsonen er ikke gratis (endnu), der skal stadig leveres resultater og det nu uden en af de eneste på holdet der kunne score mål, når man ser bort fra Kamil Wilczek. Der kan naturligvis også nå at komme noget ind endnu, men nu har vi så længe talt om den brede midtbane. Nu skal den vise det i praksis! Med Mukhtar, Kaiser og (måske) Larsson ude af døren er der i hvert fald også andre spillere, der skal træde ind som ledere sammen med Wilczek. Spillere som Maxsø, Vigen og Jung skal tage endnu mere ansvar på sig. Det bliver et spændende forår og jeg føler mig på ingen måde sikker på, at Brøndby ender i top 6. Præstationerne var svingende i efteråret og nu skal man konkurrere med samme trup, men en tung profil fattigere. Men sådan er det at være Brøndby lige nu. Når man siger, man tænker langsigtet, tænker man langsigtet. Når man siger, man vil være troværdige, må man begynde med at vise det. CV har fået udstukket en retning og den følger han. Nu får Brøndby penge i kassen for en spiller med udløb om fem måneder, der har stået for en stor lønpost. Det er fornuftigt. Han efterlader et stort sportsligt hul, og vi må se, om det kan lukkes på den korte bane eller først på den lange. Men spillere som Tibbling og Vigen BØR kunne træde ind på scenen og tage noget af ansvaret på sig. Derfor synes jeg overordnet set et salg af Kaiser er fornuftigt, men jeg holder mig også for øje, at der venter et svært forår, som ikke er gratis før top 6 er sikret.