Debat: Derfor bør Brøndby købe Jung i Leipzig
Sommerens transfervindue nærmer sig, og det bliver et spændende et af slagsen på Vestegnen. Et af spørgsmåltegnene er Anthony Jung, som efter planen vender hjem

Sommerens transfervindue nærmer sig, og det bliver et spændende et af slagsen på Vestegnen. Et af spørgsmåltegnene er Anthony Jung, som efter planen vender hjem til RB Leipzig efter en lejeaftale, men ifølge 3point.dk's skribent bør Brøndby holde fast i venstrebacken. OBS: Dette er en debatartikel, som udelukkende afspejler skribentens personlige holdning. I løbet af efteråret fik Anthony Jung meget kritik fra Brøndbys fans. Meget af kritikken var berettiget, for Jung var ikke den åbenbaring på venstre back, som man havde håbet på. Han var vel knap nok bedre end Svenn Crone. Meget af kritikken er dog fulgt med ind i forårssæsonen, og det mener jeg ikke hører til. Siden årsskiftet har Anthony Jung været blandt Brøndbys bedste spillere, og med det niveau han har vist i foråret, mener jeg det er tid til at handle for Brøndbys sportslige afdeling. Anthony Jung bør blive i klubben. Jung er først og fremmest en yderst solid defensiv back. Han placerer sig meget sjældent forkert, og så er han, statistisk set, truppens næstbedste duelspiller – kun overgået af Christian Nørgaard og langt over backkollega Johan Larsson. Derudover har Jung forbedret sig markant offensivt. I forårssæsonens otte kampe har Jung leveret fire assists, hvilket står i skarp kontrast til den ene han leverede i hele efteråret. At Jung tør mere offensivt har samtidig en enorm positiv effekt på hele Brøndbyholdet. Når Brøndby bygger spillet op fra defensiven har backerne lagt sig offensivt, klar til at sprinte dybt, mens 6’eren lægger sig ned mellem de to centerforsvarere. I efteråret var Jung meget påpasselig med at storme frem, og det skabte en skævhed, når kun den ene back var klar. Samtidig var det let for modstanderne at dække Larsson op, og derved forhindre Brøndby i at brede spillet ud. Nu hvor Jung er kommet ordentligt ind på holdet er det sværere for modstanderne at dæmme op for Brøndbys opspil, da de er nødt til at have fokus flere steder. Vi så et eksempel på forvirret opdækning sidste mandag, da Anthony Jung løb bagom Patrick Kristensen, der slet ikke var placeret korrekt. På den måde skaber Jung et mere varieret opspil, selv når han ikke er en del af det. Samtidig er kontinuiteten en vigtig faktor. Brøndby har det seneste halvandet år afprøvet Svenn Crone, Suk-Young Yun og Gregor Sikosek med yderst tvivlsom succes til følge. Nu har vi en løsning, der måske ikke er en Superliga-profil, men som minimum er en meget solid løsning. Den synes jeg, vi skal holde fast i. Meget afhænger dog selvfølgelig af prisen. Jeg har set nævnt, at RB Leipzig vil kræve en mio. euro, hvilket nok er lige i overkanten, men kan vi presse prisen ned på omkring 5 mio. danske kroner, så er det værd at spørge sig selv om vi virkelig kan få bedre for samme beløb? Jung har samtidig langt til spilletid i Leipzig, så en transfer er bestemt ikke urealistisk. For mig er det en no-brainer. Jung må hentes ind på en permanent aftale.