De unge drenge har imponeret Zorniger i opstarten
En række af Brøndbys unge talenter har brugt vinteropstarten på at træne med førsteholdet, og de unge drenge har imponeret cheftræner Alexander Zorniger, der se

En række af Brøndbys unge talenter har brugt vinteropstarten på at træne med førsteholdet, og de unge drenge har imponeret cheftræner Alexander Zorniger, der ser en helt anden attitude end tidligere. Efter vinterpausen har Brøndby manglet en del spillere til landsholdsopgaver eller, i få tilfælde, skader, og det har efterladt et hul i truppen, som er blevet udfyldt af flere unge spillere fra Brøndby Masterclass. Skal man tro Alexander Zorniger, så har flere af de unge drenge grebet chancen. - De håndterer det godt. Alle de unge har præsteret rigtig godt. Nogle af dem har også spillet sig med på træningslejren, så vi kan få et nærmere kig på dem. De viser sig frem lige nu, de står der ikke bare, som de har gjort tidligere, siger Zorniger til 3point.dk. Tidligere på sæsonen rasede debatten om de unge spillere, og Zorniger selv var også ude og kritisere den mentalitet, han så hos de unge. - Jeg ved godt, nogle er blevet sure, men jeg har været der til hver eneste træning, jeg har set ting, og ingen fra Jylland eller hvor de nu er, skal fortælle mig, hvad jeg har set. Jeg har set det. Og nu er de steppet op. Når de gør det, når de præsterer, så er jeg forelsket i dem. Hvis ikke, så er de ikke i den rigtige klub, så længe Alexander Zorniger er træner her. Jobbe skal bruges på midten En af de spillere, som mange fans forventer rigtig meget af, er Jesper "Jobbe" Lindstrøm, som til sommer rykker op i A-truppen. - Jobbe er en rigtig dygtig spiller, fleksibel og med masser af selvtillid. Hans tekniske niveau er rigtig godt, så jeg ser ham som en offensivt indstillet midtbanespiller, og ikke så meget som 10'er eller angriber. En anden spiller, som har brugt vinteropstarten på at vise sig frem, er også midtbanespiller. Peter Bjur er også en spiller, som Zorniger har forventninger til. - Peter Bjur har også gjort det godt, men vi har selvfølgelig mange midtbanespillere lige nu. Men han er god med sin fart. Nu må vi se, hvordan han udvikler sig, også i det fysiske spil, og med at tage de mange pauser, som de har på det niveau, ud af deres spil. Tidligere er det kommet frem, at fem mand rykkes fra Masterclass op i Superligatruppen til sommer, men Alexander Zorniger understreger, at han endnu ikke ved hvem, de fem bliver.