De fire Brøndby-drenge ramte deres niveau
På trods af danske nederlag i de to U/16-landskampe mod Tjekkiet leverede de fire Brøndby-spillere i den danske trup en godkendt indsats. Alle fire var med fra

På trods af danske nederlag i de to U/16-landskampe mod Tjekkiet leverede de fire Brøndby-spillere i den danske trup en godkendt indsats. Alle fire var med fra start i den første af de to kampe. Fire unge Brøndby-talenter var udtaget til to U/16-landskampe mod Tjekkiet i denne uge, og alle fire var med fra start i den føste kamp tirsdag eftermiddag på Green Arena i Ringkøbing. Casper Hauervig (yderst til højre på billedet), Christian Johansen (yderst til venstre) og Andreas Bruus (nummer to fra venstre) fik alle fuld spilletid, mens Carl Dines Appelt (nummer to fra højre) blev skiftet ud i 64. minut. Til gengæld kom sidstnævnte som eneste Brøndby-spiller på banen torsdag i Vildbjerg, da han blev skiftet ind i 71. minut.
De fire drenge leverede godt
På trods af stor overvægt i både spil og chancer tabte Danmark begge kampe. Tirsdag blev det 0-2, mens det torsdag blev 2-4. De to danske mål blev sat ind af henholdsvis Sebastian Buch (AC Horsens) til 1-0 og Jens Odgaard (Lyngby BK) til 2-3. Brøndby IF's U/17-træner Søren Weber Juul overværede det første opgør. - På en meget vanskelig bane, hvor der stod blankt vand flere steder, gjorde det nye U/16-landshold det fint, og resultatet var egentlig lidt misvisende, hvis man kigger på antal store chancer til de to hold. Jeg synes, at vores fire drenge leverede nogle gode præstationer og langt hen af vejen ramte det niveau, vi ved, de har, siger Weber Juul til brondby.com og vurderer de fire Brøndby-talenters indsats.
Ros fra Brøndby-træneren
- Casper havde et par rigtig gode redninger i løbet af kampen og fik vist lidt af sit store potentiale. Christian spiller en meget solid kamp på back. Nøjagtig som vi ser ham gøre i ligaen. "Karlo" kunne med lidt mere skarphed have scoret 3-4 mål. Han var absolut Danmarks farligste spiller, og han skal have ros for at komme frem til chancerne, fortæller U/17-træneren og fortsætter: - Selvfølgelig havde det pyntet på hans kamp, hvis han havde fået puttet en enkelt eller to ind. Bruus arbejdede stinkende hårdt gennem hele kampen og havde desuden et flot langskud på overliggeren. Det var bestemt en fin præstation af ham også, slår Søren Weber Juul fast. Det danske U/16-landshold skal allerede i aktion igen onsdag den 12. og fredag den 14. november, hvor Ukraine er modstander. Begge kampe spilles kl. 18:00 i Frederiksberg Idrætspark. Foto: Søren Weber Juul.