3POINT
Matin Saleh kigger på Mads Westergren

Teis Markfoged

Nyheder12. mar. 2021

DBU: U/19 Ligaen genoptages i næste weekend

U/19 Ligaen genoptages i næste weekend, men til gengæld må bolden stadig ligge stille i de yngre rækker.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen12. mar. 2021

Corona-lockdown har ramt idrætslivet hårdt. Bolden har ikke ligget stille i Superligaen, men det har den til gengæld i ungdomsrækkerne. For nylig blev forsamlingsforbuddet hævet til 25 personer ved udendørs idrætsaktiviteter.

Nu har DBU så besluttet at genstarte U/19 Ligaen. Det sker i den kommende weekend - altså fra den 20. marts. Men bolden kommer stadig til at ligge stille i f.eks. U/17 Ligaen.

- Hen over efteråret og vinteren har flere af landets største talenter i U19 ligaen ventet utålmodigt på, at de igen kan trække i spillertøjet og komme ud og kæmpe for deres klub. Nu bliver det endelig en realitet. DBU har truffet beslutningen om at genopstarte U19 ligaen næste weekend. Det sker på baggrund af det nye forsamlingsloft på 25 samt de seneste oplysninger fra Kulturministeriet, skriver DBU på sin hjemmeside.

- Her fremgår det, at personer der er til stede i forbindelse med en kamp, og som er i et arbejdsforhold i en af de involverede klubber - heriblandt spillere og stab - ikke tæller med som en af de 25 personer, som forsamlingsloftet lyder på. De er i stedet en del af undtagelsen om ophold og færdsel på arbejdspladsen. Det gør sig særligt gældende i U19 ligaen, hvor en stor del af spillerne og staben er på kontrakt. Det har fra DBU’s side været vigtigt at få gang i netop U19 ligaen, da man derved får matchet den ældste årgang talenter op mod hinanden, så en hel årgang ikke går tabt på grund af mistet kamperfaring og træning. Derudover spilles der også om en plads i UEFA Youth League.

DBU skriver videre, at de har været i tæt dialog med Divisionsforeningen og at det er besluttet at U/19-holdene underlægges Superliga-protokollerne med blandt andet tre ugentlige test og daglige helbredsopfølgninger.

- Heldigvis har flere af spillerne allerede, i kraft af deres tilknytning til 3F Superliga- og 1. divisionshold, været en del af et flow med eksempelvis ugentlige tests, lyder det blandt andet.

Men U/17 og nedefter samt holdene på pigesiden og de øvrige breddehold må altså forsat vente på at komme i gang igen.
 

Mest kommenterede nyheder