3POINT
Nyheder16. dec. 2017

Daugaards dommedagsdrøn: Sjovere at lave sådan et mål i Parken end på bane 26 til træning

I 3point.dk's julekalender tager vi dig med en tur gennem nogle af de mest mindeværdige og legendariske kampe i Brøndby IFs historie. I dag ser vi tilbage på de

3point person
3point.dk16. dec. 2017

I 3point.dk's julekalender tager vi dig med en tur gennem nogle af de mest mindeværdige og legendariske kampe i Brøndby IFs historie. I dag ser vi tilbage på dengang, Brøndby vandt klubbens femte pokaltitel i en finale med masser af mål, drama og flot spil - en kamp, der havde det hele. Brøndbys sæson 2004/2005 er en af de mest succesrige fortællinger i klubbens historie. Det var Michael Laudrups tredje sæson som træner for klubben, og da de første to ”blot” havde kastet en enkelt pokaltitel af sig, var der pres på for at levere noget stort. Vi kommer ind i fortællingen på et tidspunkt, hvor Brøndby havde haft et stort forspring til FC København i Superligaen, men havde smidt over halvdelen af de 16 point, de havde ned til ærkerivalerne. Dog var der et lyspunkt – man havde formået at ekspedere københavnerne ud af pokalturneringen i semifinalen, og dermed var de klar til en pokalfinale mod FC Midtjylland. Til den kamp stillede Brøndby således op:Casper Ankergren Sebastian Svärd (’90 Dan Anton Johansen), Per Nielsen, Daniel Agger, Asbjørn Sennels Kim Daugaard, Martin Retov Mads Jørgensen ('62 Jonas Kamper), Johan Elmander, Thomas Kahlenberg Morten Skoubo (’69 Ruben Bagger)De troede på tingene i Brøndby, og de kom da også planmæssigt foran i slutningen af første halvleg. - Vi havde spillet ret godt i den sæson. De fleste, inklusive os selv, synes, vi havde et fantastisk hold, men i en pokalfinale er alt på spil. Derfor var det også en lille forløsning, at vi kommer foran. Så er alt godt, og jeg blev overdynget med øl fra tribunerne efter det mål, husker målscorer Morten Skoubo. Tingene vendte rundt efter pausen Men i pausen går noget galt. FC Midtjylland kommer ud og udligner med det samme, og et kvarter inde i anden halvleg kommer de sågar foran. Brøndbys overtag var smuldret. - Det var et kæmpe antiklimaks at gå fra at have ført 1-0 og være i fuld kontrol, til pludselig at være bagud og se dem have momentum. Brøndby fik dog en hjælpende hånd til at genvinde overtaget. Blot fem minutter efter sin scoring til 2-1 hægter Razak Pimpong Johan Elmander bagfra. Han modtog sit andet gule kort, og så kunne Brøndby presse på igen. - Udvisningen gjorde, at vi fik kontrol igen. De stod med følelsen af at skulle finde sig selv igen, og vi hankede samtidig op i os selv, husker Skoubo, der blev udskiftet kort efter. En af spillerne der blev på banen, Kim Daugaard, husker også kampen som en rutschebanetur. - Det var hektisk, og det bølgede frem og tilbage. De havde deres omstillingsmuligheder, men da de får smidt en ud, kommer der endnu større pres på os. Nu må vi jo ikke tabe. Daugaard drøn Og det gjorde Brøndby heller ikke. Takket være et dommedagsdrøn fra netop Daugaard. - Der er mange, der stadig nævner det mål for mig. En af mine forcer var jo, at jeg kunne sparke godt til bolden, men det er selvfølgelig sjovere at lave sådan et mål i Parken end på bane 26 til træning. Nogle gange er det et kludemål, andre gange rammer man sådan én. Det er en fantastisk følelse, fortæller Daugaard. Målet gav Brøndby overtaget, og i den forlængede spilletid får de så det forløsende mål, der bragte pokalen hjem til Vestegnen igen. - Det er en genialitet fra Kahlenberg, der lægger den tilbage til Ruben Bagger. At sidde og se det ude fra bænken, det var helt fantastisk, husker Morten Skoubo om det trofægivende 3-2-mål. Efterfølgende var der stor jubel på tilskuerpladserne, men der var ikke tid til at hvile på laurbærrene fra spillernes side. - Vi havde jo et mesterskab, vi også skulle spille hjem, så vi fik ikke lov til at fejre det for alvor. Det var en lille tur i Tivoli med koner og kærester, hvor vi fik en middag, og så ellers op til træning og lade op til den næste kamp, husker Morten Skoubo. Der skulle dog blive rigeligt med fest på Vestegnen senere. Mere om det følger senere i julekalenderen. 5. maj 2005: Brøndby IF – FC Midtjylland 2-2 (3-2) 39. minut: 1-0 Morten Skoubo 47. minut: 1-1 Michael Hansen 60. minut: 1-2 Razak Pimpong 66. minut: Rødt kort: Razak Pimpong 75. minut: 2-2 Kim Daugaard 111. minut: 3-2 Ruben Bagger

Mest kommenterede nyheder