3POINT
Nyheder1. okt. 2014

Dansk fiasko i Andorra

Nikolai Laursen har netop været med det danske U/17-landshold til EM-kvalifikation i Andorra. Det blev ikke nogen succes for de rød/hvide og Brøndby-spilleren.

3point person
3point.dk1. okt. 2014

Nikolai Laursen har netop været med det danske U/17-landshold til EM-kvalifikation i Andorra. Det blev ikke nogen succes for de rød/hvide og Brøndby-spilleren. På dagen, hvor Brøndby IF fik Riza Durmisi og Andrew Hjulsager udtaget til U/21-landsholdet, Daniel Agger og Thomas Kahlenberg til det danske A-landshold samt Johan Elmander til det svenske, blev det endelig afgjort, at det danske U/17-landshold er ude af EM-kvalifikationen allerede, inden det bliver sjovt. Med i den danske trup på 18 spillere var der noget usædvanligt blot en enkelt spiller fra Brøndby IF i skikkelse af Nikolai Laursen. I Andorra skulle Danmark udover værtsnationen op imod Rumænien og Tjekkiet i kamp om to måske tre pladser til videre kvalifikation til de såkaldte Elite Rounds næste forår. Det startede fint torsdag i sidste uge med en, hvad der på forhånd nok blev betragtet som en pligtsejr på 3-1 over Andorra med anfører Mark Brink Christensen fra Esbjerg fB som tredobbelt målscorer. Senere i turneringen vandt både Rumænien og Tjekkiet blot med 1-0 over miniputstaten.

Danmark blev rundbarberet af Rumænien

Lørdag gik det imidlertid helt galt, da de rød/hvide blev rundbarberet af et veloplagt rumænsk hold med cifrene 6-1. Dansk målscorer til 3-1 i starten af anden halvleg var OB's Oliver Lønfeldt. Dermed havde danskerne kniven på struben inden sidste kamp tirsdag mod Tjekkiet, hvor selv en sejr kunne vise sig utilstrækkelig. Nikolai Laursen fik fuld spilletid i de to kampe, men uden den store succes. Efter eget udsagn på twitter, spillede Brøndby-talentet ikke godt mod Andorra, og det blev ikke meget bedre mod Rumænien, hvor Laursen nærmest blev syltet ude på venstre kant hele første halvleg, mens det meste danske spil foregik i den modsatte side. Om det var en del af den lagte taktik vides ikke, men det virker underligt, at langt det meste opspil foregik i den modsatte side af holdets måske bedste tekniker. Laursen kom mere med i spillet efter pausen, hvor han lå lidt mere centralt, hvis han da ikke var nede for at agere back, hvilket ofte var tilfældet. Set herfra spild af Brøndby-spillerens gode offensive evner.

Tingene var mudrede i gruppen

Inden tirsdagens kamp mod Tjekkiet var tingene så mudrede i gruppen, at uafgjort kunne ende med at være nok til at sende Danmark videre til Elite Round, mens en sejr måske alligevel kunne betyde exit for de rød/hvide. Det første krævede dog, at Rumænien samtidig tabte til Andorra, og det var der vist ingen, som troede på. Med andre ord skulle man entydigt gå efter en sejr. Blev den på mindst tre mål, ville Danmark være videre, mens en mindre sejr ville betyde, at danskerne skulle håbe på at kunne snuppe en af de fem bedste tredjepladser ud af 13, som også ville gå videre. Netop derfor kan det undre, at landstræner Jan Michaelsen startede med Nikolai Laursen på bænken. Det blev ikke noget underholdende opgør, hvor der var langt mellem målchancerne. De få, der var, tilfaldt tjekkerne, som da også set over hele kampen var en tand bedre end danskerne. Laursen kom ind otte minutter efter pausen, men blot fem minutter senere scorede Tjekkiet kampens enlige mål. Danmark forsøgte at presse på til sidst, men uden held.

Havde træneren udtaget de rigtige spillere?

Dermed endte Danmark på en tredjeplads i gruppen, og med nul point mod nummer et Tjekkiet og to Rumænien samt en målscore i de kampe på 1-7, skal man vist være mere and almindelig optimist for at tro på, at det skulle række til at blive en af de fem bedste 3'ere ud af 13. Realistik set er Danmark ude, inden det for alvor bliver sjovt. Under rundbarberingen mod Rumænien var det tydeligt, at Danmark manglede nogle spillere på den centrale midtbane og i forsvaret, som kunne sætte sig fysisk igennem og virkelig tage fra. Rumænerne havde ganske enkelt alt for let spil og vadede nærmest efter behag gennem den danske defensiv. Det kunne få en til at spekulere på, om Jan Michaelsen havde udtaget de rigtige spillere. Der manglede typer på holdet som eksempelvis Marco Sander Petersen, Gregers Arndal-Lauritzen og Joel Kabongo fra Brøndby IF. Ikke at lige præcis de tre nævnte burde have været med - det berettiger de blå/gules resultater i U/17-Ligaen i indeværende sæson vist ikke til - men nu er det spillerne fra Brøndby, vi bedst kender på 3point.dk, og mon ikke man kan finde spillere af samme type i flere andre klubber?

Mest kommenterede nyheder