
Freja Borne
Daniel Wass: En af de grimmere kampe, men en federe sejr
Daniel Wass medgiver, at Brøndby i perioder kæmpede med at komme frem til chancerne, men han sætter i den grad stadig pris på sejren, der sendte Brøndby til tops efter tre point mod Viborg.

- Det var en af de grimmere kampe, men til gengæld også en federe sejr.
Sådan beskriver Daniel Wass sejren på 1-0 over Viborg FF efter en kamp, hvor Brøndby til tider sled i det, hvis man spørger den rutinerede midtbaneprofil.
- Vi spiller ikke prangende, og vi spiller mod et hold med en god struktur og som gør det svært for os. Derfor er det federe at vinde de her kampe, siger han og tilføjer.
- Vi vinder 1-0 og holder nullet igen - det er en af grundende til, at vi ligger, hvor vi gør.
Brøndby IF ligger nemlig i skrivende stund på førstepladsen i 3F Superligaen, men har modsat flere af konkurrenterne i toppen ikke europæisk fodbold at tænke på. Men det er ikke nødvendigvis en blå-gul fordel, siger Daniel Wass.
- Jeg har spillet i klubber, hvor man spillede kamp hver tredje dag. Der træner man mindre, og man er mere i kampform. Så det giver jeg ikke så meget for.
Daniel Wass serverede en flot assist til Mathias Kvistgaardens føringsmål efter 73 minutter.