3POINT
Nyheder10. maj 2016

Daniel Agger: Vigtigt at vi slog tilbage med det samme

Daniel Agger var tilfreds med sejren over FC Nordsjælland, hvor han synes han og holdkammeraterne havde styr på kampen og var glad for, at Brøndby slog hurtigt

3point person
3point.dk10. maj 2016

Daniel Agger var tilfreds med sejren over FC Nordsjælland, hvor han synes han og holdkammeraterne havde styr på kampen og var glad for, at Brøndby slog hurtigt tilbage efter FCN's udligning. Der kom tre point på kontoen for Brøndby mandag aften, da FC Nordsjælland blev sendt hjem med et nederlag til 2-1 på scoringer af Riza Durmisi og Kamil Wilczek. Daniel Agger spillede endnu en gang hele kampen i Brøndby-forsvaret og var efter kampen tilfreds med sejren. Han var glad for, at Brøndby slog hurtigt tilbage efter gæsternes udligning i anden halvleg. - Jeg synes ikke de skaber ret meget. Udefra kunne det måske godt se lidt spøjst ud, når vi kørte lidt mand-mand, men det var en god metode til at få lukket Nordsjælland ned, for ellers er de et godt spillende hold, sagde han til 3point.dk efter kampen. - Vi var godt klar over, at vi havde godt fat i kampen, og at vi kontrollerede den. Så vi vidste godt, at vi kunne. Det er vigtigt at vi slår til lige med det samme. Det giver også et boost. Det er de små ting i kampen, der gør en forskel. Fysisk følte den erfarne stopper sig endnu en gang godt tilpas, selvom han godt kunne mærke en lille krampe komme snigende til sidst. - Jeg følte mig klar og godt tilpas i dag. Jeg kunne godt mærke, at jeg løb lidt flere meter end jeg plejede, og at der lige kom en krampe snigende i de gamle ben til sidst, lød det med et smil. Daniel Agger håber nu, at Brøndby kan blive mere stabile, så en sejr ikke så ofte skal afløses af et nederlag og omvendt. - Det er ikke altid rart, at det går sådan op og ned. Vi vil gerne være mere stabile. Der har været for store udsving. Men stabiliteten kommer kun, hvis man viser den energi og indstilling, vi kommer med i dag (mandag, red.). Så kan man begynde at snakke om stabilitet over flere kampe. Der har været et par kampe her på det sidste, hvor det i hvert fald ikke har været der. Det går op og ned i fodbold, fra dag til dag og fra uge til uge. - Nu kan vi håbe på, at vi har fået et los i røven og et boost, ved at se, at den måde Auri gerne ville have os til at spille på i dag, det kan vi faktisk godt. Vi kan skabe chancer og lukke modstanderholdet okay ned. Agger og co.'s næste mulighed for at tage point, er på torsdag, hvor de blågule skal en tur til Randers.

Mest kommenterede nyheder