Dan Antons forrygende spark: "Nu skal den sgu bare have en i røven"
I årets julekalender tager vi dig med på en tur down memory lane, og kigger tilbage på nogle af de største kampe i Brøndby IFs historie. I dag kigger vi tilbage

I årets julekalender tager vi dig med på en tur down memory lane, og kigger tilbage på nogle af de største kampe i Brøndby IFs historie. I dag kigger vi tilbage på klubbens europæiske kamp nummer 100, der bød på drama, mål og masser af højdepunkter. FOTO: brondby.com I starten af 00'erne higede Brøndby IF efter tidligere tiders store resultater, ikke mindst europæisk. Det havde været svært at ride videre på den bølge, Champions League-deltagelsen i 1998 havde skabt, og holdet var flere gange lige ved og næsten. I UEFA Cuppen 2003/2004 havde holdet fra Vestegnen uden større besvær ekspederet Dinamo Minsk og Viktoria Zizkov ud i kvalifikationen og i 1. runde af turneringen, og var dermed klar til 2. runde. Her ventede klubben en svær modstander i tyske Schalke 04. - Schalke var et stort hold dengang. Ebbe Sand spillede der, så for os i Brøndby var den selvfølgelig også ekstra speciel. De var på toppen dengang, og havde været tæt på et tysk mesterskab, så der var ingen der forventede, at vi kunne slå dem, husker Dan Anton Johansen. Det første opgør i Gelsenkirchen var endt med et respektabelt 2-1-nederlag for de blå-gule, der dermed havde alt at spille for inden hjemmekampen, der i øvrigt var Brøndbys kamp nummer 100 i europæisk sammenhæng, hvilket også blev markeret af fansene. Brøndby gik til opgaven med følgende startopstilling:Karim ZazaDan Anton Johansen - Per Nielsen - Andreas Jakobsson - Kim Daugaard ('62 Allan Olesen)Morten Wieghorst - Martin Retov - Thomas KahlenbergJonas Kamper - Karsten Johansen ('57 Peter Foldgast) - Mattias JonsonOg Brøndby troede virkelig på tingene. I første halvleg var det dem der havde spillet, og efter bare et kvarter blev Mattias Jonson fældet i feltet. Straffespark, som Andreas Jakobsson sikkert udnyttede, og så var Brøndby videre. Schalke kæmpede sig dog ind i kampen og fik udlignet i starten af anden halvleg. Men så steppede 'Danton' op. Efter et hjørnespark blev bolden clearet ud til Brøndbys højre back, der fra midten af banehalvdelen valgte at tordne den mod mål. - Jeg var sidste mand, så jeg tænkte, at nu skal den sgu bare have en i røven, griner han. Sparket ramte overliggeren, men Brøndby fik fat i returen, og Mattias Jonson sparkede 2-1 ind. - Jeg havde da hellere set mit spark gå ind, men heldigvis var der nogen der kunne følge op på den foran, så sådan et spark ikke skulle gå til spilde. Det var en fantastisk følelse. Kampen endte 2-1, og efter en forlængelse uden mål - ikke mindst takket være en storspillende Karim Zaza - måtte de to hold i straffesparkskonkurrence for at afgøre tingene. Første sparker var Dan Anton Johansen. - Der var nogle spillere der blev tilbudt det første spark, som sagde nej før jeg tog den. Men jeg var sgu ikke typen, der tænkte så meget over konsekvenserne. Jeg sparkede også en del straffespark i min tid i Brøndby, så jeg var forholdsvis rolig. Sheriffen skød da også bolden i kassen. Der blev hurtigt udlignet, mens både Brøndby og Schalke brændte deres næste spark. Derefter var det så tid til en magtdemonstration fra Karim Zaza, der reddede Schalkes tredje og fjerde spark, og da Peter Foldgast og Thomas Kahlenberg scorede for Brøndby, var sagen klar: Brøndby IF havde slået Schalke 04 ud af UEFA Cup! - Det var så stort. Helt klart en af de fedeste kampe, jeg har været med til i hele min fodboldkarriere. Det var så fed en kamp med meget intensitet og en vanvittig stemning på lægterne. Det var kæmpe stort for os at vi kunne slå dem ud. Næste runde endte dog som endestationen for Brøndby, hvor mægtige FC Barcelona ventede, men mindet om Schalke-kampen står stadig lysende klar hos mange fans. 27. november 2003: Brøndby IF 2-1 (5-2) Schalke 04 16. minut: 1-0 Andreas Jakobsson (straffe) 55. minut: 1-1 Victor Agali 71. minut: 2-1 Mattias Jonson Straffesparkskonkurrence: 1-0 Dan Anton Johansen 1-1 Thomas Vermant 1-1 Andreas Jakobsson brænder 1-1 Hamit Altintop brænder 2-1 Thomas Kahlenberg 2-1 Hannibal Matalan brænder 3-1 Peter Foldgast 3-1 Thomas Hajto brænder Tilskuertal: 25.817