Da Silva usikker på Brøndby-retur
Patrick da Silva er udlejet hos Randers FC, men lejeaftalen udløber ved årsskiftet. Han tvivler dog på, at han vender tilbage til Brøndby. Brøndby råder over tr

Patrick da Silva er udlejet hos Randers FC, men lejeaftalen udløber ved årsskiftet. Han tvivler dog på, at han vender tilbage til Brøndby. Brøndby råder over tre stærke venstre backs i form af Riza Durmisi, Jesper Juelsgård og Patrick da Silva. Sidstnævnte blev med købet af Juelsgård udlejet til Randers FC, så han kunne få spilletid. Lejeaftalen løber til årsskiftet, hvor han står til at vende tilbage til Vestegnen. Men det er langt fra sikkert, at det bliver tilfældet. Da Silva er glad i Randers og åbner for at blive, for især med Durmisis kontraktforlængelse er der langt til spilletid i Brøndby. - Brøndby har lige forlænget kontrakten med Riza Durmisi, og jeg skal ikke tilbage og være andet-eller tredjevalg. Jeg skal tænke på min egen fremtid. Jeg er snart 21 år og har brug for at spille hver gang, siger han til Randers Amtsavis. - Det kunne godt være en mulighed (at blive i Randers, red.). Folk har taget pissegodt imod mig, og Randers er en fin by. Men jeg har ikke talt med Randers FC om fremtiden endnu, så det er svært at sige så meget om før til vinter. Da Silvas kontrakt med Brøndby løber til sommeren 2017.