Da folket fik en Kaiser

Vi bliver lukket ind i usikkerhedens SFO, hvor spillernes menneskelighed skinner igennem og møder folket som de står der, afvæbnede, klodsede og elskelige. Og selvom det måske er en lille ting i verdens øjne, så var det en stor aften for mig, da der klikkede en besked ind på min telefon fra Brøndby om, at de havde købt Kaiser. FOTO: brondby.com Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Fodbold er pr. definition udemokratisk. Det er få mennesker, som træffer de store beslutninger, og så må alle vi andre bare følge med. Og måske er det ligesom det skal være - for mange kokke fordærver maden osv. Men der er alligevel ved at ske noget. Der er en bevægelse i gang, en holdningsændring, en anden måde at se på verden på, en anden måde at møde fansene på. Det er næsten som et lille oprør, og selvom jeg rigtig gerne ville, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at kalde hverken Troels Bech, Jan Bech eller coach for hippier, men hvis de bliver ved sådan i den samme retning, så bliver de, i min optik, fodboldens blomsterbørn. For lige så stille og roligt har de sneget “folket” ind i og tættere på Brøndby, end jeg kan huske at vi har været før. Nogle vil sikkert kalde det kommunikationsstrategi, når Indefra viser os Kasper Fiskers hjemmevideo fra spillernes omklædningsrum, og andre vil givetvis kalde det “pop” når Gammelby og Uhre sidder og gentager det åbenlyse, - at træningen er hård i Brøndby. Men én ting, som ikke står til diskussion er, når klubben lancerer nye spillere foran fansene, som det første. De gjorde det med Mukhtar til derby og de gjorde det med Kaiser. To af de største signinger i de senere år. Dette er, at brede klubbens forandringstilstande ud til dem, som bekymrer sig mest. Dette er urentabel kommunikation, da vi jo i forvejen lever og ånden for klubben, - dette er i mine øjne anerkendelse og kærlighed til dem som står forrest, når det gælder Brøndby - nemlig fællesskabet. Og disse to eksempler, og en del flere, kommer så i øvrigt til at kaste et lys tilbage på Fiskers dårlige vittigheder, og Gammelby/Uhres selvfølgeligheder, for lige pludselig bliver det et mønster, som har til formål at vise, hvad der gemmer sig indeni klubben. Derinde hvor vi andre ikke har adgang, men nu får mulighed for at se spillerne uforberedte, og ude af stand til, blot at give de sædvanlige forudsigelige fodbold-interviews. Vi bliver lukket ind i usikkerhedens SFO, hvor spillernes menneskelighed skinner igennem og møder folket som de står der, afvæbnede, klodsede og elskelige. Og selvom det måske er en lille ting i verdens øjne, så var det en stor aften for mig, da der klikkede en besked ind på min telefon fra Brøndby om, at de havde købt Kaiser. Det var næsten som om, at de sendte mig et postkort hvorpå der stod: “Vi har det godt, vi har købt Kaiser, bliv ved med at synge”. Og så kan den moderne fodbold med al dens penge, magt og kommercielle slagsider passe sig selv for en tid, for jeg har Brøndby og Brøndby har mig og tilsammen er vi del af noget, som er monumentalt - og det er altså, undskyld mig, - hippieagtigt på den fede måde.