3POINT
Nyheder27. mar. 2016

Da Brøndby IF slukkede lysene i "Parken"

Det er i år præcis 25 år siden, at Brøndby IF præsterede det hidtil største resultat af en dansk fodboldklub på den internationale scene. Det fejrer vi her på 3

3point person
3point.dk27. mar. 2016

Det er i år præcis 25 år siden, at Brøndby IF præsterede det hidtil største resultat af en dansk fodboldklub på den internationale scene. Det fejrer vi her på 3point.dk med en artikelserie, der gennemgår hele forløbet frem til og med den berømte semifinale mod AS Roma. Femte kamp var hjemme mod Bayer 04 Leverkusen. I efteråret 1990 stod den hæderkronede Københavns Idrætspark - i folkemunde blot Parken eller Idrætsparken - overfor en omfattende ombygning, som indebar en nedrivning af tre af de fire eksisterende tribuner. Kun den "dyre langside" fik lov til at overleve som en af endetribunerne på det ombyggede stadion knap to år senere. Mange går rundt med den vildfarelse, at den sidste kamp på det gamle stadion var en kvalifikationskamp til EM i 1992 mellem Danmark og Jugoslavien - en kamp de rød/hvide tabte 0-2. Som alle Brøndby-fans ved, så var det ingenlunde tilfældet. Den sidste kamp derinde var mellem Brøndby IF og Bayer 04 Leverkusen i 3. runde af UEFA Cuppen. Med andre ord fik de blå/gule fra Vestegnen lov til at slukke lysene i "Parken" - i modsætning til, hvad Savage Rose sang i 1989, da DBU fyldte 100 år.

Uche Okechukwu måtte sidde ude

Arbejdet var ganske vist påbegyndt den 15. november, mens UEFA Cup-kampen blev spillet onsdag den 28. november. Det betød, at den ene endetribune dengang - "Hockeybanen" - hvor de mest inkarnerede Brøndby-fans ellers havde stået, stort set var væk, hvilket indebar, at "B93-langsiden" måtte indtages. På det ombyggede stadion blev den i øvrigt til samme endetribune, som Brøndbys mange fans blev tildelt i en række år til kampene mod FC København, indtil de blev flyttet op i den anden ende for en del år siden. I Brøndby-kredse herskede der en vis nervøsitet inden sæsonens anden konfrontation med et Bundeliga-mandskab og angribere som Andreas Thom og Ulf Kirsten, som var verdensstjerner på det tidspunkt. Det skyldtes at den bomstærke nigerianske forsvarer Uche Okechukwu måtte sidde ude med en skade. Det skulle dog vise sig, at nervøsiteten var helt ubegrundet.

En af Europas farligste angrebsduoer

Som erstatning for Uche blev unge Jens Risager sendt i ilden foran 23.000 tilskuere, og Holstebro-knægten havde fuldstændig styr på især Ulf Kirsten. Det hele endte med endnu en overbevisende sejr på hjemmebane til de blå/gule - denne gang 3-0 på to mål af Torben Frank og et enkelt af Bent Christensen Arensøe. Det efterår en af Europas farligste angrebsduoer, som stod foran en skilsmisse. Tidligt i den sidste danske sæson, der fulgte kalender-året, var Torben Frank langt fra fast mand på Brøndby-holdet, så den unge angriber havde valgt at skrive kontrakt med Lyngby BK fra årsskiftet. I et interview umiddelbart efter kampen lignede Torben Frank en mand, der i øjeblikket bitterligt fortrød sin beslutning. Efterfølgende gik der rygter om, at Brøndby forsøgte at overtale Lyngby til at udsætte skiftet et halvt år, men uden held.

Højdepunkter fra kampen
Kampfakta

Brøndby IF - Bayer 04 Leverkusen 3-0 (1-0)Peter Schmeichel Bjarne Jensen - Lars Olsen - Jens Risager - Carsten V. Jensen Kim Vilfort Erik Rasmussen - John "Faxe" Jensen - Kim Christofte Bent Christensen Arensøe - Torben Frank 06. minut: 1-0; Torben Frank 60. minut: 2-0; Bent Christensen Arensøe 66. minut: 3-0; Torben Frank 70. minut: Frank Pingel ind / Torben Frank ud Bayer 04 Leverkusen: Rüdiger Vollborn, Thomas Hörster, Jean-Pierre De Keyser, Martin Kree, Andreas Fischer (46. Erich Seckler), Jorginho, Franco Foda (63. Marcus Feinbier), Christian Schreier, Ioan Angelo Lupescu, Andreas Thom og Ulf Kirsten.

Tidligere artikler i serien

Fra den svenske skærgård til Rom Uches gennembrud i Brøndby-trøjen Det vigtige udebanemål på den tyske genforeningsdag De udisciplinerede ungarere Ingen tilskuere til den første sejr på udebane

Mest kommenterede nyheder