
Teis Markfoged
CV: spillerafgange er stadig en mulighed
Da det danske transfervindue lukkede, åbnede det i andre lande. Brøndby IFs fodbolddirektør holder døren på klem for potentielle afgange.

Kunne man forestille sig, at der stadigvæk kunne ske noget på udsiden i Brøndby IF?
- Ja, det kunne man.
Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen svarede kort og kontant, da 3point.dk’s chefredaktør, Nanna Møller Karlsen interviewede ham i BrøndbyLyd.
I Norge kan klubber købe spillere, f.eks. i Danmark, til og med d. 3. april. I Sverige lukker transfervinduet d. 28. marts, og i USA sker det d. 23. april. Tre markeder Brøndby historisk har afsat spillere til. CV uddyber:
- Vi har en meget homogen trup, fordi kernen af spillere, som er rundt om kamptruppen, har været der det meste af efteråret, og nu er den endda blevet suppleret med et par stykker.
- Så er der nogen, der ikke har været så tæt på, særligt på spilletid, hvor vi skal kigge på, om det er fornuftigt, om vi kan finde nogle minutter på et passende niveau, i en passende liga, som stadigvæk er åben.
- Jeg synes ikke, vi skal afvise, at det kan sagtens ske.
Langt fra minutter
Hvilke spillere, der er i kategorien ‘ikke så tæt på kamptruppen’, vil CV ikke komme nærmere ind på. Efter Yuito Suzukis opblomstring og tilgangen af Filip Bundgaard, kan man gætte på, at spillere som Emmanuel Yeboah og Bertram Kvist kan have langt til Superliga-minutter.
I forsvaret ligner det, at der efter ankomsten af Jordi Vanlerberghe, samt brugen af Sean Klaiber som højrestopper, kommer til at stå to spillere i kø i form af Kevin Tshiembe og Henrik Heggheim.
Kødannelse er der også ved at opstå på midtbanen ved siden af generalen Daniel Wass. Her kæmper Noah Nartey, Josip Radosevic, Mathias Greve og Mateusz Kowalczyk, om hvad der ligner én enkelt plads.