Teis Markfoged
CV om Radosevic forlængelse: Lederskab og kompromisløshed
Det var en særdeles tilfreds sportsdirektør som udtalte sig til brondby.com efter det blev annonceret, at kontrakten med Josip Radosevic var forlænget til 2025. For ifølge CV har den kroatiske slider været igennem en udvikling i klubben der har gjort ham til en nøglespiller.

Brøndby IF forlængede fredag aftalen med Josip Radosevic indtil sommeren 2025. En aftale begge parter var stærkt tilfredse med at sætte pennen på papiret for at signere. I følge fodbolddirektør Carsten V. Jensen har kroaten udviklet sig markant gennem sine år i klubben:
- Josip har i sine tre år i klubben været igennem en stor udvikling, hvor han allerede i sidste sæson viste stort lederskab på banen og i omklædningsrummet.
Han uddyber også hvad det er for kvaliteter der gør den kroatiske nummer 22 til en profil på Vestegnen:
- Josip er kompromisløs til træning, og med sin indstilling er han med til at presse og løfte de andre spilleres niveau. Det lederskab tager Josip også med sig ind på banen, og han var central i at mesterskabet endte på Vestegnen i sidste sæson. Josip er en af rollemodellerne i vores trup, som altid går forrest, hvilket han trives med, og derudover har Josip og hans familie det rigtig godt i Danmark. Derfor har både vi og Josip haft et ønske om at forlænge aftalen, og den strækker sig derfor nu til sommeren 2025, hvilket vi alle er utrolig glade for.
Josip Radosevic har spillet 106 kampe for Brøndby IF med hvem han fredag forlængede med til sommeren 2025.