3POINT
Carsten V. Jensen CV

Teis Markfoged

Nyheder9. sep. 2021

CV om forventet overskud: Stort arbejde af vores fællesskab

Carsten V. Jensen betragter fællesskabets hårde arbejde som nøglen til at Brøndby IF forventer at komme ud af regnskabsåret 2021 med et overskud på 65-95 millioner kroner.

3point person
Daniel Mads Andresen9. sep. 2021

Brøndby IF offentliggjorde torsdag formiddag halvårsregnskab for første halvdel af 2021. Her fremgår det blandt andet, at klubben forventer et årsoverskud på mellem 65 og 95 millioner kroner.

Ifølge klubbens fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, skyldes det først og fremmest at alle i klubben har løftet i flok.

- At vi i 2021 skulle få mesterskabet hjem til Vestegnen efter 16 års venten, var der ikke mange, der havde regnet med. Klubbens første mesterskab siden 2005, UEFA Europa League-gruppespillet samt salget af Jesper Lindstrøm til Eintracht Frankfurt er væsentlige begivenheder som resultat af det store arbejde, der er blevet leveret fra alle i vores fællesskab. Helt konkret betyder det, at vi som klub har sikret os et noget stærkere økonomisk udgangspunkt for de kommende sæsoner, end vi havde bare for kort tid siden, siger "CV" til Brøndbys hjemmeside.

Han mener også, at regnskabet er et solidt argument for, at Brøndby IF på alle punkter har bevæget sig i den rigtige retning.

- Med mesterskabet, europæisk gruppespil og spillersalg til højeste niveau som det håndfaste bevis på, at vi de seneste år har bevæget os i den rigtige retning, er det nu helt afgørende, at vi holder fast i retningen, der er sat og ikke forspilder muligheden for fortsat at udvikle og investere i et konkurrencedygtigt og økonomisk sundt Brøndby IF. Nu står vi så i en ny sæson, hvor vi hen over sommeren har haft udskiftninger i truppen, og nye spillere skal finde sig til rette. At vi fortsat har høj kvalitet i truppen viste sejren for nylig mod FC Midtjylland, og i takt med at spillertruppen bliver indarbejdet og finder hinanden, vil vi også udvikle os på resultatsiden. Nu har vi et travlt og spændende efterår foran os i 3F Superligaen, UEFA Europa League og Sydbank Pokalen som vi glæder os til at dele med alle vores fans.

Brøndby IF har stadig en forventning om at slutte i top 3 i årets 3F Superliga.

Mest kommenterede nyheder