
Lasse Lagoni
CV om Børkeeiet-salg: En ikke uvæsentlig transfer
Brøndby IF har solgt Tobias Børkeeiet til Rosenborg. Beløbet kender vi ikke endnu, men Carsten V. Jensen kalder det en \'ikke uvæsentlig transfer\'.

Tobias Børkeeiet er fortid i Brøndby IF for denne gang. Den 22-årige midtbanespiller drager i stedet hjem til Norge, hvor han nu skal tørne ud for Rosenborg BK.
Beløbet som Rosenborg har betalt, kender vi ikke endnu, men fodbolddirektør i Brøndby IF, Carsten V. Jensen, kalder det en \'ikke uvæsentlig transfer\'.
- Tobias har ydet en stor indsats i sine 2 ½ år i Brøndby IF, og han altid bidraget både på træningsbanen og i de kampe, han har fået. Tobias fik med en længerevarende skade en drøj start i klubben, men han har knoklet på uden at kny, siger CV til Brøndbys hjemmeside.
- Sammen med Tobias har vi vurderet, at det rigtige lige nu er, at han kommer hjem til lidt mere vante rammer, så hans udvikling kan tage fart, og indfri det talent han har, og samtidig får vi en ikke uvæsentlig transfer. Vi vil gerne takke Tobias for hans tid i klubben og hans bidrag til mesterskabet sidste sæson og ønsker ham held og lykke i Norge.
Tobias Børkeeiet nåede at spille 46 officielle kampe for Brøndby med en enkelt scoring til følge.