
Teis Markfoged
CV håber på træner-afklaring inden første Superligakamp
Både Niels Frederiksen og Jesper Sørensen har kontraktudløb efter denne sæson, og i Brøndby sigter man efter at have afklaret situationen inden Superligaen starter op igen.

Mange Brøndby-fans sidder formentlig og venter på en afklaring omkring cheftrænerposten i klubben.
Det har længe været en kilde til debat om Niels Frederiksens kontrakt skulle forlænges - en debat, vi også har berørt her på 3point.dk.
Men nu ser det ud til at være afgørelsens time. Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, har i hvert fald, i et interview med EkstraBladet, sagt at han håber på en snarlig afklaring af trænerteamets situation.
- I den forbindelse håber vi på, at afgørelsen sker, inden forårssæsonen begynder i starten af februar, siger CV i interviewet.
Han fortæller også, at han synes, at Brøndby IF råder over et stærkt sammensat trænerteam, hvorfor man måske kan konkludere, at assistenttræner Jesper Sørensens situation også afklares snart. Hans kontrakt udløber ligeledes efter sæsonen.
Den sidste mand i trænerteamet, Martin Retov, har ifølge avisen en længerevarende aftale med klubben.