CV gider ikke leverpostejsspillere: Markante forstærkninger, ellers vil vi sgu hellere se vores egne
Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen er ikke typen, der hopper med på bølgen om, at Brøndby skal ud og handle for at være rustet til efteråret. Han unders

Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen er ikke typen, der hopper med på bølgen om, at Brøndby skal ud og handle for at være rustet til efteråret. Han understreger, at de gerne køber, men ikke hvem som helst. FOTO: 3point.dk I dette transfervindue har Brøndby blot hentet tre spillere ind udefra. Michael Tørnes er hentet som reservekeeper, Rezan Corlu er købt og med det samme udlejet til Lyngby, og så er Tobias Børkeeiet kommet ind fra Stabæk. Det er et stille vindue, set i lyset af, at der er hentet ny træner og holdet spiller et nyt system. Men det skaber ingen bekymringer hos klubbens fodbolddirektør, der mener at Brøndby står et fint sted. - Jeg synes, vi har et godt udgangspunkt. Vi har hele tiden sagt, at der er positioner, hvor vi godt kunne tænke os at være stærkere, men ikke nødvendigvis sådan at man bare går ud og handler, og så betyder det pr. automatik at det ændrer sig markant. Jeg synes først og fremmest at vi skal være glade for det udgangspunkt, vi har, og at der er flere der er steppet op, også spillere som I ikke har hørt så meget til før, siger Carsten V. Jensen til 3point.dk, med henvisning til Anton Skipper Hendriksen og Jesper "Jobbe" Lindstrøm. - Grunden til at Anton spiller er jo, at der ikke er kommet en ind udefra. Grunden til at Jobbe spiller er jo, at der ikke er kommet en ind udefra. På den led er det lidt af det Brøndby, som vi også skal se mere til fremover. Mange fans havde nok gerne set flere nye spillere, men Carsten V. Jensen fortæller, at Brøndby absolut kun vil hente de allerbedste spillere. - Vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i, Brøndby fremadrettet skal hænge sammen som klub. Det er sammenhængen i klubben i forhold til hvordan vi gerne vil gribe tingene an, men det handler også om økonomi. Hvis ikke man kan gå ud og lave markante køb, som er markante forstærkninger, så bliver det jo bare leverpostej. Det gider vi ikke. Så vil vi sgu hellere se vores egne. Så enten er det markante folk, vi skal have ind, ellers vil vi hellere se vores egne, og det er derfor, vi ser Anton og Jobbe spille nu f.eks., og det har folk da været begejstrede for i torsdags. - Der skal være sammenhæng i Brøndby, og man klarer ikke Brøndbys langsigtede forhindringer med en transfer eller to. Sådan er det ikke. Tidligere har man forsøgt at toppe holdet kortvarigt, og kigge mere på resultater. Der skal vi en anden vej, hvor vi kigger mere på at vi har en stærk grobund, og at der er sammenhæng i tingene. De skal have lang tid sammen som hold, og når muligheden er der, når den spiller er der, som virkelig kan gøre en forskel, så skal vi selvfølgelig også være klar. Det kan jo ikke nytte noget, at vi fylder spillere på, som ikke kan gøre en forskel. Så er Brøndby stærkere som det ser ud nu. Brøndbytruppen indeholder blandt andet stadig spillere som Ante Erceg og Besar Halimi. Dyre spillere, som ikke får spilletid. - Det er jo trods alt fodboldspillere. Det er jo et tegn på, at der skal en vis styrke til for at få spilletid. I øvrigt har vi jo også en Mukhtar, som måske er lige om hjørnet til at være klar til at hjælpe os igen. Så jeg synes, der er positive ting ved at holde sammen på gruppen og se nogle af vores egne, der lyser lidt. Carsten V. Jensen understreger samtidig, at han gerne sælger et par spillere, som ikke nødvendigvis står lige for spilletid. Der skal dog ikke sælges for enhver pris. - Det kunne jo være fint at få spidset lidt til i truppen. Det er ikke sådan, at vi står her og er desperate. Men det er rigtigt, at der for nogle spillere er lidt lang vej ind. - Det der er vigtigt er, at vi på den lange bane træffer gode beslutninger. Så ved jeg godt, at det måske koster lidt nu og her, men vi skal hænge sammen. Vi skal have en økonomi der hænger sammen, og vi skal have en spillertrup, der kan matche de opgaver, der er. Det synes jeg, vi har set langt hen ad vejen, at vi har været i stand til. Transfervinduet lukker i denne omgang mandag den 2. september.