Crone assisterede i U/20-landsholdstriumf
Brøndby-backen Svenn Crone noterede sig for en assist, da Danmarks U/20-landshold torsdag aften vandt med 3-0 over Liverpools U/21-mandskab. Patrick Andersen ha

Brøndby-backen Svenn Crone noterede sig for en assist, da Danmarks U/20-landshold torsdag aften vandt med 3-0 over Liverpools U/21-mandskab. Patrick Andersen har sendt et referat til 3point.dk. Torsdag aften skulle det danske U/20-landshold i Middelfart møde U/21-mandskabet fra Liverpool FC i en venskabskamp. Brøndby IF havde til kampen oprindeligt fået udtaget fire spillere, men Rezan Corlu blev nødt til at melde afbud qua den skade, som han pådrog sig i mandagens Reserveliga-kamp mod FC København. I stedet var det Andreas Hansen, Malthe Johansen og Svenn Crone, som skulle holde Brøndby-fanen højt på et særdeles velbesøgt Middelfart Stadion, der dannede en flot ramme omkring kampen. Den vikarierende danske landstræner Henrik Clausen havde ikke fundet plads til nogen af Brøndby-spillerne i startopstillingen, og Andreas Hansen måtte bide i det sure æble og slet ikke blive skiftet ind.
Det blev ved lige ved og næsten
Første halvleg var ret chancefattig, men der var dog flere gange ved at komme gang i målscoringen i begge emder af banen. Specielt Liverpool havde et nærgående frisparksforsøg, som de fleste havde set inde. Bolden endte med akkurat at snige sig forbi Sebastian Linnet John (Viborg FF) i det danske mål, men bolden havnede i sidenettet. Danskerne havde også tilløb til et par store chancer, men det blev ved lige ved og næsten. Danmark forsøgte, ligesom Brøndby praktiserer, at trække en midtbanespiller ned på linje med midterforsvaret for at få ham til at finde den rette opspilsmulighed. Den rolle havde anfører Mathias Hebo Rasmussen (FC Nordsjælland), men det førte ikke rigtig noget farligt af sig, og i stedet gik holdene til pause med uafgjort 0-0.
Et akrobatisk saksesparksforsøg
Fra anden halvlegs start satte Liverpool sig for alvor på spillet, og særligt Sam Hart markerede sig. Hart havde blandt andet et meget akrobatisk saksesparksforsøg, men indskiftede Nicolai Flø Jepsen (Silkeborg IF) i det danske mål fik på flotteste vis reddet bolden. Bedst som det lugtede af Liverpool-mål slog danskerne til. Det skete ved FC Midtjylland-spilleren Mikkel Duelund, der sendte en bold ind i Liverpools felt, hvor en Liverpool-spiller fik foden på, så bolden havnede i mål. Få minutter senere kom der dramatik. Liverpools Daniel Trickett-Smith lavede en hasarderet tackling bagfra på Mads Pedersen (FC Nordsjælland) midt på banen, og fik korrekt rødt kort af en konsekvent Mads-Kristoffer Kristoffersen, som dømte kampen.
Brøndby-duo kom i aktion
Med omkring 20 minutter igen kom Brøndby-duoen Malthe Johansen og Svenn Crone ind. Mens Johansen gled ind på sin sædvanlige position som midterforsvarer, kom Crone noget uvant ind på venstre back. Om det var det, som gjorde, at Crone fik en lidt skidt start på kampen skal være usagt. Ikke desto mindre lagde Svenn Crone ud med at lave et skidt boldtab i forsøget på at spille bolden frem med venstrebenet, som ikke er Brøndby-spillerens favoritben. Efterfølgende gjorde den løbestærke back dog skaden god igen. Crone tog et raid frem ad banen, og endte med at sende bolden til bagerste stolpe, hvor Magnus Pedersen (OB) var helt fri, og sikkert satte bolden i mål til 2-0. Med ti minutter igen kom Danmark yderligere foran. Det skete på en frisparksperle af Mikkel Duelund, der tog sig af frisparket få meter uden for feltet, og med et velkontrolleret spark fik FCM-spilleren sendt bolden uden om muren og ind bag den chanceløse Liverpool-målmand. Trods nærgående forsøg i slutfasen lykkedes det ikke for Liverpool at komme på tavlen, og kampen endte derfor 3-0 til Danmark.