3POINT
1763918256-_A7R6171.jpg

Teis Markfoged

Nyheder24. nov. 2025

Cooper valgte Mathias Jensen: Der var nerver på

Steve Cooper sætter ord på valget af Mathias Jensen fra start i derbyet i Parken. Mathias Jensen fortæller selv om nervøsitet, men også om at spille en fin kamp.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen24. nov. 2025

Brøndby-anfører Daniel Wass var søndag tilbage fra karantæne, men den rutinerede midtbanespiller gled ikke direkte tilbage i startopstillingen hos de blå/gule. I stedet gav cheftræner Steve Cooper genvalg til Stijn Spierings og Mathias Jensen. Det betød også, at Benjamin Tahirovic også startede ude.

Cooper fortalte efter kampen i mixed zone om valget af midtbaneduo - herunder at give den tredje startplads til 20-årige Mathias Jensen sin blot tredje startplads i et derby på udebane.

- Han spillede, fordi han fortjente at spille, men jeg er også glad for, at han fik denne erfaring i sin tredje startplads, for det hjælper hans udvikling virkelig meget. Uanset hvad der skete i dag, ville det gøre ham bedre, lød det fra Steve Cooper.

- Men jeg synes, at han igen spillede virkelig godt. Han har nogle ting i sit spil, som man måske ikke lægger så meget mærke til på tv, men der er noget i hans beslutningstagen uden bolden og hans evne til at læse kampen. Vi er så glade for ham og hvordan han gør det.

Mathias Jensen endte med at spille fuld tid i derbyet.

- For at være ærlig blev han skiftet ud i de øvrige kampe, fordi han var træt mere end noget andet. Han skal finde sine kampben, hvilket vil sige at han skal vænne sig til at spille 90 minutter regelmæssigt. Det er han på vej til. I dag spillede han 90 minutter og det gjorde han også i en træningskamp i landskampspausen, fordi vi gerne ville have at han skulle have følelsen. Han er godt på vej. Det er der ingen tvivl om.

Måtte på toilettet et par gange!

Mathias Jensen, som også kaldes P, var naturligvis glad for startpladsen i derbyet. Men han var også lidt overrasket. Og nervøs. Hvilket kostede et par ture på toilettet inden kampen.

- Det var fedt. Men jeg måtte på toilettet et par gange. Der var mange nerver på, og det var ærgerligt, at vi ikke kunne have vores udebanefans med. Nu taber vi, desværre, men på det personlige plan synes jeg, at jeg spiller en helt fin kamp, sagde Mathias Jensen i mixed zone.

- Det er en af de største kampe i Skandinavien. Så der var selvfølgelig lidt nervøsitet, da kampen gik i gang. Men som kampen skred frem, synes jeg også, at det blev bedre og bedre. 

- Det er virkelig fedt, at han har den tillid til mig. Jeg træner bare så godt jeg kan, og så må han se min vej, som han gør for tiden. Jeg var en smule overrasket (over derby-startpladsen, red.), men vi har også haft nogle snakke omkring, at jeg gør det rigtig godt til træning, og også i denne uge har gjort det godt. Så jeg havde selvfølgelig et lille håb om at starte inde igen, og så var jeg selvfølgelig bare glad, da jeg så holdopstillingen, og at det var mig, han havde valgt.

- Jeg synes, jeg har haft nogle gode kampe mod Nordsjælland og Silkeborg. I de kampe har jeg også været træt til sidst. Men man får også sine kampben og sin kampform, når man får lov at spille de her kampe, for det er selvfølgelig noget helt andet end at træne. Jeg kan mærke, at jeg får bedre og bedre form for hver dag. Det var dejligt, at jeg kunne spille mine første 90 minutter i sådan en kamp her.

Næste mulighed for at få minutter for Mathias Jensen er årets sidste hjemmekamp for Brøndby IF, når de på Brøndby Stadion tager imod FC Fredericia mandag den 1. december.

 

 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder