Cooper roser genopstanden Vanlerberghe: Han har bragt sig i spil
Cheftræner Steve Cooper roser Jordi Vanlerberghe, som er kommet flot tilbage og har bragt sig i spil til holdet.

Jordi Vanlerberghe fik i januar-transfervinduet mulighed for at afsøge mulighederne for et skifte. Han blev i første omgang hjemme fra holdets træningslejr, men rejste siden til Portugal og sluttede sig til. Her trænede han blandt andet med U/19-holdet.
Men belgieren har kæmpet sig tilbage i varmen og er således blevet skiftet ind i Brøndbys to seneste kampe mod Viborg og AGF. Cheftræner Steve Cooper roser 29-årige Vanlerberghe for hans indstilling - på den måde har han bragt sig i spil igen.
- Han har været virkelig professionel. Han har været dedikeret, været en leder og han har trænet rigtig godt. På den måde har han bragt sig i spil. Nu er Binks i karantæne til den næste kamp, så der skal vi træffe en beslutning, fortalte Cooper efter AGF-kampen, da 3point.dk spurgte ham ind til Vanlerberghes comeback på holdet.
- Jeg kan ikke rose ham nok for hvor engageret, han har været. Vi har brug for de typer i omklædningsrummet. Vi har brug for ledere. Han har gjort det godt og forhåbentlig opstår der muligheder for ham, for han fortjener det.
- Vi har altid været meget klare med ham omkring hans situation, og han er kommet tilbage. Han er en intelligent fyr, og fodbold er et sjovt spil.
Luis Binks afsoner rigtigt nok karantæne i Brøndbys næste kamp, som er mod FC Nordsjælland. Det kan blive en mulighed for Jordi Vanlerberghe eller Rasmus Lauritsen, som ligeledes har været langt fra holdet i 2026.