
Simon Kammer
Cooper om Vanlerberghe: Taktisk beslutning
Jordi Vanlerberghe var ude af truppen til kampene mod AGF og B.93. Han er ikke skadet, men det er en taktisk beslutning, lyder det fra cheftræner Steve Cooper.

Brøndby IF har under den nye cheftræner Steve Cooper skiftet system, så man nu spiller med to centrale forsvarsspillere i stedet for tre. På den korte bane er det gået hårdest ud over Jordi Vanlerberghe, som i kampene mod AGF og B.93 ikke har været så meget som med på bænken.
Mod AGF var han med i bruttotruppen, men blev siet fra, og mod B.93 var han slet ikke i truppen. Men han er ikke skadet, lyder det fra cheftræner Steve Cooper.
- Det er en taktisk beslutning lige nu. Der er altid tre beslutninger, man skal træffe som træner. Hvem er på holdet, hvem sidder på bænken og hvem gør ikke, sagde Cooper i mixed zone efter onsdagens pokalkamp.
- Det er fodboldbeslutninger. Der vil være spillere, der gør det ene den ene uge og andre spillere, som gør noget andet ugen efter.
Næste opgave for Steve Cooper og Brøndby er på søndag, når OB gæster Brøndby Stadion.