
Teis Markfoged
Cooper: Det handler om mentalitet
Steve Cooper var meget glad for særdeles en ting efter kampen mod FCK. Mentaliteten. For mens det var et spørgsmål om at dosere input til spillerne havde den nyudnævnte cheftræner stadig nogle glasklare krav til spillerne lod han forstå.

Brøndby tog sejren mod FC København i Steve Coopers første kamp som træner for de blågule.
Til opgøret havde den nye træner taget nogle markante taktiske beslutninger, både i formation og spillervalg, blandt andet måtte anfører Daniel Wass tage plads på bænken sammen med blandt andre Noah Nartey, ligesom formationen var ændret til fire i bagkæden.
Spurgt ind til ændringerne forklarede Cooper:
- Jeg ser fremad, jeg kan kun kommentere på tingene fra den dag jeg gik ind gennem dørene i klubben. Jeg er blevet spurgt en hel del ind til netop det (formationen), men for at være helt ærlig, så vil jeg have os til at være et hold, der kan en hel masse forskelligt (af formationer), men med et helt bestemt form for udtryk, og selvom han var tilfreds med sejren, så lod Cooper det også stå klart, at der var en masse at arbejde med.
- Det er forventeligt, vi har kun været her et par dage. Det er del af en proces. Vi skal kunne justere tingene fra kamp til kamp, det er en del af moderne trænerarbejde.
For Cooper handlede det om at balancere tingene mellem at sætte noget nyt på spil i udtrykket, men samtidig ikke fylde for meget i spillernes hoveder på få dage.
Han lod dog stå helt glasklart, at han havde nogle krav til fremtiden for sine spillere:
- En ting jeg krævede i dag, og jeg vil kræve fremadrettet, det er at være bedst til det der intet koster: at kæmpe, at løbe, at spille med ambitioner. For uden dem, så kan det være komplet ligegyldigt hvilken formation og stil vi spiller med. Uden den rigtige mentalitet kan det være lige meget.
Det var også en tilfreds træner, der havde set både helt unge Masterclass-spillere i aktion, ligesom også en række rutinerede spillere viste sig frem:
- Michael (Gregoritsch) scorede et vigtigt mål, Stijn (Spierings) scorer i dag, "Paddy" (Patrick Pentz) har en rigtig vigtig redning tidligt i kampen. Jeg var tilfreds med mentaliteten, for FCK startede kampen bedre end os for at være helt ærlig. Men vi blev bedre, fortjente en scoring og i anden halvleg løste vi egentlig kampen fint, så indkasserede vi en udligning...
Inden 3point.dks udsendte kunne nå at følge op med et spørgsmål fortsatte Cooper selv efter at have luft ind et sekund:
- Men jeg elskede hvordan vi svarede tilbage på den udligning. Jeg elskede det! Vi spillede os retur ind i kampen, vi viste tro og mod.
Spurgt ind til bænkningen af anfører Daniel Wass svarede Steve Cooper:
- Det handler ikke om en spiller. Der var mange spillere på bænken, 11 spillere der startede kampen, mit arbejde som træner er at sætte en gameplan sammen, det inkluderer en formation og det at vælge et hold, der kan give os en sejr ved at udføre planen.
- Nogle gange handler det også om at overveje, hvordan man som træner vil have sit hold til at slutte kampen.
Det som Cooper så på banen var han tilfreds med:
- Realiteterne er, at vi gjorde nogle gode ting på banen. Dem der spillede fra start, dem der sluttede. Der er ikke intet fastlagt efter i dag for fremtiden.
Rivaliseringen mellem klubberne er åbenlys for fans i og omkring Superligaen, men for en udefrakommende englænder er oplevelsen en anden, den (oplevelse) satte Cooper også ord på, da han blev spurgt ind til den:
- Det er en ikonisk kamp. Ikke bare her i Danmark, men i Europa. Det er en kamp folk kender. Atmosfæren er unik.
Efter at have kommenteret på rammerne for kampen gjorde Cooper det dog også klart, at han stadig kan have respekt for en kollega:
- Jeg ved der er en stor rivalisering mellem klubberne, men deres cheftræner er syg og jeg viste den respekt at ønske ham god bedring, det var det jeg sagde til ham (den midlertidige træner Stefan Madsen). Selvom der er en rivalisering mellem klubberne er folks helbred vigtigst.
Brøndby vandt lørdag 2-1 på hjemmebane over rivalerne fra FC København i Steve Coopers første kamp i spidsen for de blågule efter ansættelsen tidligere på ugen.